Faktaboks

Blanche af Castilien

Blanche de Castille

Født
1188, Castilien, Spanien
Død
12. november 1252, Paris, Frankrig

Blanche af Castilien var dronning af Frankrig. Hun var datter af Alfonso 8. af Castilien og datterdatter af Henrik 2. af England. Hendes indflydelse på fransk politik var betydelig indtil hendes død; bl.a. var hun fungerende regent fra 1249, mens Ludvig 9. var på korstog.

Hendes ægteskab med den senere Ludvig 8. kom i stand i 1200 ved engelsk mellemkomst i et forsøg på at vinde indflydelse på fransk politik. I stedet støttede Blanche kong Filip Augusts bestræbelser på at forøge den franske kongemagts beføjelser og udvide sit territorium.

Ludvig 8. og Blanche regerede fra 1223 til 1226, da Ludvig døde. Som enkedronning deltog hun aktivt i formynderregeringen for sin søn, den senere Ludvig 9. den Hellige, og lagde store politiske evner for dagen under bekæmpelsen af en række stormandsoprør.

I 1229 lykkedes det hende i forbindelse med Albigenserkorstoget at opnå kontrol med grevskabet Toulouse, "nøglen til hele Sydfrankrig".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig