Den følgende periode blev præget af frankernes voldsomme ekspansion i Gallien, anført af Chlodovech. Han tilhørte merovingerslægten, der kom til at beklæde tronen indtil 751. Det lykkedes ham at blive konge for alle frankere samt at eliminere Syagrius og alemannerne. Han besejrede visigoterne i Slaget ved Vouillé i 507 og kunne derefter indlemme deres landområder i Frankerriget med undtagelse af Septimanien, som de fastholdt, og Provence, som goterkongen i Italien, Theoderik den Store, uhindret annekterede. Frankerne udgjorde således kun en lille del af befolkningen, men Chlodovech forstod at knytte landets oprindelige befolkning, galloromerne, til sig, bl.a. ved at antage deres tro, idet han lod sig døbe af en katolsk biskop, og give en lovgivning for hele riget, Lex Salica. Clodovech betragtes derfor som Frankerrigets skaber, ikke Frankrigs, og det diskuteres stadigvæk, om galloromerne eller frankerne er franskmændenes forfædre.
Da Chlodovech døde i 511, blev riget delt mellem hans fire sønner. Idéen om Frankerrigets enhed blev dog opretholdt, idet den længstlevende af dem til slut i 558 overtog den samlede magt. I 534 blev Burgund erobret, og i 536 blev Provence afstået til frankerne. Dermed havde disse endelig fået adgang til Middelhavet, og Marseille kom til at spille en væsentlig rolle for udviklingen af handelen. I samme periode begyndte ekspansionen ind i det nuværende Tyskland, og Frankerriget var blevet en vesteuropæisk stormagt.
Riget blev imidlertid atter delt i 561, og rivalisering mellem kongerne svækkede frankernes magt. I slutningen af 500-t. var der reelt tale om en tredeling af riget: Austrasien, der omfattede den nordøstlige del af Gallien samt dele af det nuværende Tyskland, Neustrien, der udgjorde den nordlige og vestlige del, samt Burgund, der var den sydøstlige del. De tre riger var ganske vist i perioder forenede i forskellige kombinationer, men da stormændenes interesser i rigsdelene var forskellige, blev udviklingen også forskellig; merovingerne blev efterhånden reduceret til skyggekonger. Den egentlige ledelse af rigsdelene lå hos majores domus ('hushovmestrene'), og først efter Slaget ved Tertry i 687 kunne Pippin 2., der havde været major domus i Austrasien fra 680, igen forene Frankerriget under sin ledelse. Han hørte til karolingerne, således som de senere blev kaldt, og den slægt dominerede Frankerriget i de kommende 300 år, først som majores domus og senere som konger og kejsere.
Det lykkedes for hans efterfølger, Karl Martel, at tiltvinge sig magten i de tre rigsdele. Han blev senere i historien mest kendt for bl.a. i Slaget ved Poitiers i 732 at have standset arabernes ekspansion mod nord fra Spanien, hvor de havde undertvunget goterne i 711.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.