Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - historie (843-ca. 1500)

Oprindelige forfattere CLø og ETN Seneste forfatter Redaktionen

Frankrig indtil år 1500.

Frankrig indtil år 1500.

Feudalstaten (843-ca. 1200)

Frankrigs opståen som stat kan dateres forskelligt, og diskussionen om nationens fødsel blev allerede i middelalderen ført med stor iver. I moderne Frankrigshistorier vælges ofte enten tredelingen af Karolingerriget i 843 eller Hugo 1. Capets tronbestigelse i 987.

Karl den Store delte sit imperium mellem sine sønner, men kun sønnen Ludvig 1. den Fromme overlevede ham. Ved hans død i 840 udbrød borgerkrig, men i 842 sluttede Ludvig 2. den Tyske og broderen Karl 2. den Skaldede forbund, og året efter anerkendte brødrene delingen af riget ved et forlig i Verdun. Ludvig fik det senere Tyskland; den ældste bror, Lothar 1., fik den midterste del, som strakte sig fra det frisiske område i nord til Provence og Rom i syd; Karl fik Det Vestfrankiske Rige med østgrænse langs floderne Schelde, Meuse, Saône og Rhône, og denne østgrænse beholdt Frankrig i det store og hele frem til 1460.

Karolingerne kunne ikke holde vikingerne ude, og i 888 valgte en stormandsforsamling derfor greven af Paris, Odo, til konge. Stormændene fandt ham imidlertid for dominerende og valgte efter ham igen en karolinger, Karl 3. den Enfoldige. Hele 900-t. blev præget af kampen mellem karolingerne og robertinerne (efter Odos far, Robert). I 987 blev robertineren Hugo 1. Capet valgt til konge. Hans rige svarede i omfang stort set til det oprindelige Vestfrankiske Rige, men hans indflydelse var ringe.

Annonce

Resten af landet var splittet op i en række uafhængige områder, hvis fyrster skyldte kongen krigstjeneste og råd, men i realiteten var selvstændige. De vigtigste var grevskabet Flandern, hertugdømmet Bretagne, hertugdømmet Bourgogne, der havde tætte forbindelser til kongen, grevskaberne Champagne, Blois og Anjou og hertugdømmet Normandiet, som Karl den Enfoldige havde skænket til vikingeanføreren Rollo i 911. Områderne syd for Loire var uafhængige og orienteret mod Middelhavsverdenen. Det drejede sig først og fremmest om hertugdømmet Aquitaine og Gascogne og grevskaberne Toulouse og Barcelona. Denne magtfordeling passede stormændene glimrende. Landet blev holdt sammen af en fælles konge, hvilket lagde en dæmper på fremmede fyrsters ambitioner, men kongen var tilstrækkelig svag til, at stormændene kunne beherske ham; han havde dog stor ideologisk betydning som udvalgt af Gud. I praksis blev det nye Capetingerdynasti arveligt, officielt dog først fra 1180, og det blev en styrke for kongemagten i modsætning til fyrstendømmerne i Tyskland, hvor man vedblev at vælge fyrsterne med evig uro til følge.

I 900- og 1000-t. stod dog også territorialfyrsterne relativt svagt lokalt, og mange af deres undervasaller var uafhængige og førte indbyrdes krige. Efterhånden blev fyrsternes ret til at mægle og fælde dom mellem deres vasaller imidlertid et magtinstrument, som også kongemagten i 1100-t. begyndte at anvende. Curia regis-institutionen, der bl.a. behandlede retstvister, blev begyndelsen til en appeldomstol. Kirken forsøgte på sin side med "Guds fred"-bevægelsen at dæmme op for volden.

I denne periode med svag centralmagt havde kirken en storhedstid som åndelig magt. Clunybevægelsen og Cîteauxbevægelsen, som Bernard af Clairvaux videreførte med sine cisterciensere, fornyede teologien. Det intellektuelle liv blomstrede i centre som Chartres, Reims og Saint-Victor, hvor antikkens tekster blev studeret sammen med teologiske. Begyndelsen til Pariseruniversitetet så dagens lys i 1100-t. med skikkelser som Robert Sorbon og Abélard i spidsen; det blev også søgt af adskillige danskere som Absalon, Anders Sunesen mfl. I Sydfrankrig blev universitetet i Montpellier grundlagt under italiensk påvirkning, hvor man studerede medicin og jura. Toulouseuniversitetet og jurastudiet i Orléans stammer fra samme periode. I Sydfrankrig studerede man romerretten, der senere fik indflydelse på hele riget.

Kunstnerisk var de sydfranske byer førende. Omkring hofferne i Aquitaine og Toulouse udviklede der sig en raffineret hofkultur, som især fik varig betydning på det litterære felt. I denne tradition videreudviklede man den romanske kunst, mens gotikken hørte hjemme i Île-de-France og var snævert forbundet med den ekspanderende kongemagt, bl.a. ved udvidelsen i 1130-40 af kongernes gravkirke, Saint-Denis, samt opførelsen af Notre-Dame i Paris og katedralen i Chartres efter 1194.

Ludvig 7. deltog i det 2. korstog i 1147 og indledte en mere udadvendt udenrigspolitik. Ved giftermålet med Eleonora af Aquitaine så det ud til, at han ville få direkte magt over dette hertugdømme, men ægteskabet holdt ikke, og i 1152 giftede Eleonora sig med den senere Henrik 2. af England, der nu kom i besiddelse af Normandiet, Anjou, Maine, Touraine og Aquitaine.

1200-t.s ekspansion

Filip 2. August blev den store landsamler. Under påskud af at ville mægle i stridigheder mellem den engelske konges vasaller i Frankrig lykkedes det ham at inddrage Normandiet, Anjou, Maine og Touraine; England beholdt blot Guyenne, som Aquitaine blev kaldt.

Resten af Sydfrankrig, der hovedsagelig lå under grevskabet Toulouse, havde gennem arvedelinger udviklet sig til en form for føderalstat med mange forskellige kulturer og særlove. Den åndelige frihed var normen, og sekten albigenserne havde vundet stor udbredelse. I 1209 prædikede pave Innocens 3. korstog mod dem, og Filip August lod sine ledende baroner deltage. Byer og landskaber blev hærget totalt, skønt greven af Toulouse og hans vasaller desperat forsvarede deres områder. Albigenserkorstoget blev begyndelsen til enden på den sydfranske uafhængighed og efterlod en bitterhed, der endnu varer ved. I de inddragede landområder blev det øverste aristokrati udskiftet, mens alle friheder og rettigheder i øvrigt blev respekteret, og de ekspanderende byerhverv blev støttet.

I Europa så man med stigende bekymring på Filip Augusts ekspansion. Johan uden Land af England, kejser Otto 4. af Tyskland og greverne af Boulonnais og Flandern sluttede forbund. Et af den følgende krigs store slag stod ved Bouvines den 27.7.1214 og endte med total fransk sejr; Frankrig var nu en magtfaktor i Europa.

Kongemagten nåede sit højdepunkt med Ludvig 9. den Hellige. I hans lange regeringstid udviklede Frankrig sig fra en feudalstat baseret på personlige relationer til en begyndende statsdannelse i mere moderne betydning. Byerne organiseredes med selvstændige råd, uden at centralmagten mistede grebet om dem, og på landet forsvandt livegenskabet. Retsvæsenet blev forbedret, og centraladministrationen fordobledes. Den gamle curia regis-institution blev nu i kraft af den udvidede appelret oversvømmet med henvendelser, og den blev splittet op i et parlament og et råd. Befolkningen mærkede fordelene ved en stærk kongemagt, der kunne holde lokale adelige stangen. Perioden var præget af økonomisk vækst, meget nyt land blev opdyrket, og befolkningen voksede til måske ca. 12 mio. mennesker. Pariseruniversitetet opnåede sin store blomstring med navne som Thomas Aquinas og Roger Bacon.

Udviklingen fra feudalstat til moderne stat tog fart i Filip 4. den Smukkes regeringstid. Centraladministrationen udbyggedes yderligere vha. et korps af jurister, legalisterne, der stammede fra borgerskabet eller lavadelen. Med udgangspunkt i romerretten og forestillingerne om res publica, det offentlige som en abstrakt størrelse, skitseredes en mere tidssvarende kongerolle. Kongen behøvede ikke længere nødvendigvis at være anfører i krig. Han blev en institution, der foruden hans person omfattede hans domstole og centraladministrationen. Legalisterne lagde herved grunden til den senere franske enevælde. Juristen Pierre Dubois fremlagde en plan for et forenet Europa under den franske konges ledelse. Europa skulle være en slags føderalstat, og stridigheder skulle bilægges ved mægling. Kongen skulle herske over alt i Frankrig, også over kirken. Dermed var grunden lagt for den gallikanske kirke (se gallikanisme). Det udløste omgående en voldsom strid med paven, Bonifacius 8., som i forbindelse med en lokal strid i Anagni blev fængslet i 1303. Den efterfølgende pave var tilhænger af Filip, og pavestolen flyttede i 1309 til Avignon, hvor den blev indtil 1377.

Hundredårskrigen

Filips tre sønner efterfulgte ham, men selv efterlod de sig kun døtre, og en nytolkning af den gamle saliske lov udelukkede kvinder fra tronen. I 1328 uddøde capetingernes hovedlinje, hvorefter Edward 3. af England var nærmeste blodsbeslægtede arving, men det franske aristokrati valgte i stedet Filip 6. af Valois til konge. Denne arvestrid blev en af anledningerne til Hundredårskrigen, der indledtes i 1337. Den begyndte med en serie franske nederlag, bl.a. ved Crécy i 1346 og med tabet af Calais året efter. Filip 6.s efterfølger, Johan 2. den Gode, endte i engelsk fangenskab efter Slaget ved Poitiers i 1356, og kronprinsen, Karl, overtog styret. Han stod over for stærk social uro, skabt dels af de politiske katastrofer, dels af øgede økonomiske problemer. I 1357 måtte Karl indkalde en stænderforsamling og blev her mødt med krav om drastisk kontrol med kongemagten. Oprøret, der fulgte, mislykkedes, og det første forsøg på at få indført en slags konstitutionelt monarki slog fejl. Som konge fra 1364 gik Karl 5. den Vise i gang med at genrejse landet. Han forbedrede møntsystemet og foretog en omfattende hærreform. Efter 1368 gennemførte han en systematisk tilbageerobring af landet, der efterlod englænderne med Guyenne og en række byer, herunder Calais.

Under den sindssyge Karl 6. var aristokratiet splittet i to grupper, armagnaker og bourguignons, og ved at udnytte stridighederne mellem dem lykkedes det Henrik 5. af England at knuse armagnakhæren ved Azincourt i 1415. Han giftede sig med Karl 6.s datter og blev accepteret som fransk tronarving, og deres søn, Henrik 6., blev udråbt til fransk konge. Karl 6.s søn Karl (7.) var kun i besiddelse af nogle landområder syd for Loire, men fortsatte kampen mod englænderne. Den tog en uventet drejning, da den ellers ukendte Jeanne d'Arc dukkede op, kæmpede og vakte en bølge af national begejstring. Hun befriede Orléans i 1429 og opnåede, at Karl 7. blev kronet i Reims. Herefter sluttede landet op omkring ham, og tilbageerobringen af Frankrig begyndte. Efter Slaget ved Castillon i 1453 var Hundredårskrigen slut, og England havde kun Calais tilbage, som først faldt i 1558. Frankrig var medtaget efter den lange konflikt, men indbyggerne sluttede op om kongedømmet og nationen, mens aristokratiet havde kompromitteret sig ved at samarbejde med englænderne.

Karl 7. genoptog Filip 4. den Smukkes politik på alle planer. Hans søn og efterfølger, Ludvig 11., knuste et stormandsoprør, hvorefter han systematisk allierede sig med borgerskabet i de store byer, som han belønnede for deres trofasthed. Provence blev en del af riget i denne periode. I sin konflikt med Karl den Dristige af Burgund begik Ludvig 11. dog en række fejltagelser med langtrækkende konsekvenser, idet hertugdømmet Burgund endte med at blive underlagt Maximilian af Habsburg. Dermed var grunden lagt til den habsburgske omklamring af Frankrig, der blev afgørende for de næste 200 års udenrigspolitik.

Ludvigs efterfølger, Karl 8., giftede sig med enearvingen til Bretagne, Anne, hvilket senere bragte Bretagne ind under kronen. De følgende år blev præget af genvakte ambitioner om at underlægge sig dele af Italien. En sidegren af kongefamilien (Anjou) havde allerede i 1200-t. siddet på tronen i Sicilien. Karl 8.s felttog i 1494-95 var dog nær endt med en katastrofe, da hans hær mødte en koalition af den spanske kong Ferdinand 2. den Katolske, den tyske kejser, paven samt Milano og Venezia. Ludvig 12. genoptog erobringsforsøgene i Italien, men blev i 1512 fordrevet af Den Hellige Liga under pave Julius 2. Det militære nederlag endte med, at englænderne invaderede Frankrig nordfra, spanierne sydfra og Schweiz østfra, og i 1514 måtte Ludvig 12. slutte fred.

Læs videre om Frankrig i 1500-t., gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting, Eva Trein Nielsen: Frankrig - historie (843-ca. 1500) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490641