Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - historie (2. Verdenskrig)

Oprindelig forfatter CLø Seneste forfatter Redaktionen

Frankrig under 2. Verdenskrig.

Frankrig under 2. Verdenskrig.

Hitlers angreb på Polen medførte, at Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig 3.9.1939. Den franske hærledelse forventede en stillingskrig som i 1914, satte sin lid til Maginotlinjen og håbede dels at vinde tid til oprustning, dels at kunne svække tyskerne ved en økonomisk blokade. Under det tyske felttog i Polen foretog franskmændene derfor kun en begrænset og kortvarig aktion i Saarlandet. De allieredes passivitet på vestfronten, der skabte betegnelsen "la drôle de guerre" ('den underlige krig') om perioden fra september 1939 til maj 1940, er blevet kritiseret i eftertiden. Den defensive strategi kom i alle tilfælde til kort over for den tyske lynkrig mod vest, der indledtes 10.5.1940, og som få dage senere førte til gennembruddet ved Sedan.

Efter fem ugers kampe indså Paul Reynaud, der i marts 1940 havde afløst Daladier som regeringsleder, at hæren i Frankrig måtte overgive sig, men han foreslog kampen fortsat fra kolonierne i forbund med briterne. Generalerne og et flertal af politikerne, der var samlet i Bordeaux, mente dog, at regeringen skulle bede om våbenstilstand. Philippe Pétain overtog 16/6 regeringsmagten og accepterede 22/6 de tyske krav. Frankrig blev delt i to zoner: Nord- og Midtfrankrig samt hele den franske Kanal- og Atlanterhavskyst, i alt 2/3 af landet, blev besat af tyskerne, mens den sydøstlige del forblev under fransk styre og fik regeringssæde i Vichy (se Vichystyret). Hæren skulle reduceres til 100.000 mand, flåden afvæbnes og ligge fast i havn. Tyskerne beholdt de knap 2 mio. krigsfanger som et fortsat pressionsmiddel. For at forhindre tyskernes udnyttelse af den franske flåde bombede briterne 3/7 en fransk eskadre i Mers-el-Kébir i Algeriet. Det skabte en antibritisk stemning, som Pétain forstod at udnytte. Regeringen afbrød de diplomatiske forbindelser med London, men var fortsat repræsenteret i både USA og Sovjetunionen.

Pétain fik 10.7.1940 fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning. Republikken blev afløst af "L'État français", hvis statschef, Pétain, frit kunne vælge og afskedige sine ministre. Partier og fagforeninger blev opløst, strejker blev forbudt, og erhvervene organiseredes korporativt. En "national revolution", der var mere præget af gamle antirepublikanske idéer end af fascisme, skulle genopdrage de unge til gudfrygtighed og offervilje. Under indflydelse af især Pierre Laval samarbejdede Vichystyret dog med tyskerne og bidrog fra 1942 aktivt til jødedeportationer og udskrivning af tvangsarbejdere til Tyskland. Da de allierede i november 1942 invaderede Nordafrika, blev hele Frankrig besat, og styret reduceret til en ren tysk marionet. I januar 1943 oprettedes La Milice til bekæmpelse af modstandsbevægelsen.

Annonce

Frankrig. Charles de Gaulle, 1963.

Frankrig. Charles de Gaulle, 1963.

Modstanden udviklede sig tidligt, især i den besatte zone. Den blev styrket af en intens kommunistisk deltagelse efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941, og fra 1942 fik de væbnede partisaner, maquisarderne, et betydeligt tilskud af unge, der nægtede at udføre tvangsarbejde. Charles de Gaulle havde allerede 18.6.1940 i en radiotale fra London opfordret sine landsmænd til at slutte sig til ham. Han blev anerkendt af Churchill som allieret og leder af De Frie Franske. De deltog bl.a. i Ørkenkrigen, Italiensfelttoget og landgangen i Provence i 1944. Det lykkedes i maj 1943 de Gaulles udsending, Jean Moulin, at skabe et nationalt modstandsråd, Conseil national de la résistance (CNR), som koordinerede modstanden i Frankrig. Samme år overtog de Gaulle ledelsen af en fransk befrielseskomité i Algeriet, der kort før landgangen i Normandiet 6.6.1944 blev omdannet til den provisoriske franske regering, Gouvernement provisoire de la république française (GPRF). Under CNR stod de indre styrker, Forces françaises de l'intérieur (FFI), der samarbejdede effektivt med de allierede under Frankrigs befrielse. Paris blev befriet 25.8.1944; dagen efter hyldedes de Gaulle på Champs-Élysées, og kort efter anerkendte de allierede hans befrielsesregering. De Frie Franske optog over 100.000 modstandsfolk og var ved krigens slutning trængt langt ind i Sydtyskland. De Gaulle, der ikke blev indbudt til Jalta- og Potsdamkonferencerne, var derfor repræsenteret, da Tyskland kapitulerede 7.5.1945.

De franske tab af menneskeliv var mindre i 2. end i 1. Verdenskrig; ca. 600.000 var blevet dræbt, heraf 2/3 civile. De materielle tab som følge af både tysk udbytning og allierede bombardementer var til gengæld større. Et særligt problem i 1945 var at få genoprettet kontrollen over koloniriget.

Befrielsesregering og forfatningsstrid

Regeringens største politiske opgaver ved årsskiftet 1944-45 var opgøret med kollaboratørerne, at få gang i genopbygningen og at få en ny forfatning vedtaget. Ved retsopgøret faldt der ca. 80.000 domme. Af de 7037 dødsdomme blev kun 767 effektueret, men ca. 10.000 kollaboratører var forinden blevet henrettet uden dom i lokale opgør. Både Laval og Pétain blev i 1945 dømt til døden; den 89-årige Pétain fik dog dommen omstødt til livsvarigt fængsel.

Regeringen udstedte en række dekreter af hensyn til genopbygningen og til gavn for lønarbejderne: nationaliseringer, indførelse af statslige femårsplaner, et nyt socialsikringssystem, virksomhedsnævn på fabrikkerne m.m. Skelsættende var et dekret fra 1944, der omsider gav franske kvinder stemmeret.

I oktober 1945 var der valg til en forfatningsgivende forsamling. De Gaulle blev atter regeringsleder, men fratrådte i januar 1946 efter uenighed med forsamlingen om dens beføjelser. Det første forfatningsforslag blev forkastet ved en folkeafstemning. En nyvalgt forsamling med det katolske Mouvement des républicains populaires, MRP, som det største parti forelagde et mere moderat forslag. Det blev vedtaget ved en folkeafstemning i oktober 1946 med et lille flertal. Til de Gaulles fortørnelse kom det politiske tyngdepunkt også i det nye forslag til at ligge i Nationalforsamlingen.

Læs videre om Den Fjerde Republik, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting: Frankrig - historie (2. Verdenskrig) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490679