Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - historie (1870-1940: Den Tredje Republik)

Oprindelig forfatter CLø Seneste forfatter Redaktionen

Tyskerne indledte den 19.9.1870 en belejring af Paris, men det lykkedes indenrigsminister Gambetta at undslippe i ballon. Fra Tours organiserede han nye hære, der forsøgte at bryde belejringen, men forgæves. Den 28.1.1871 opgav Paris modstanden, og på tysk forlangende valgtes den 8/2 en nationalforsamling. Monarkisterne fik et stort flertal, men var delt i legitimister og orléanister. Adolphe Thiers blev udpeget til foreløbig regeringsleder og til fredsforhandler. Frankrig måtte afstå Alsace og dele af Lorraine samt betale 5 mia. franc i krigsskadeserstatning. Fredstraktaten blev underskrevet den 10/5 i Frankfurt.

Nationalforsamlingen, der slog sig ned i Versailles, kom hurtigt på kant med det folkelige Paris. En opstand på Montmartre 18.3.1871 førte til Pariserkommunen, der først 21-28/5 blev brutalt nedkæmpet af Thiers' regeringstropper. Mindst 30.000 blev dræbt. Det tog den franske arbejderbevægelse 20 år at komme sig over blodbadet og repressionen, mens Thiers og hans konservative republikanisme vandt respekt hos de besiddende.

Efter at monarkisterne forgæves havde søgt at skabe enighed om en tronprætendent, vedtog et spinkelt flertal i 1875 en række love, der dannede grundlag for den nye republik. I 1879 fik også Senatet republikansk flertal. En strid mellem præsident Patrice de Mac-Mahon og de deputerede førte i 1877 til parlamentarismens sejr, men bidrog i forening med et svagt udviklet partisystem til, at republikken fik karakter af et forsamlingsstyre med ustabile alliancer. I perioden 1879-1940 havde Frankrig i alt 91 regeringer.

Annonce

Republikanerne delte sig op i de såkaldte opportunister, der dominerede indtil 1893, og de radikale. De var uenige om bl.a. skattepolitik, kolonipolitik og institutionerne, men stod samlet om Jules Ferrys antiklerikale politik, der kom til udtryk i skolelovene 1881-82. Opportunisterne gennemførte 1881-84 også en række love, der sikrede presse-, forsamlings- og organisationsfrihed. 1887-89 syntes republikken truet af general Georges Boulangers bevægelse, der fik næring af den økonomiske krise. En mere varig opposition voksede dog frem på venstrefløjen. Socialisterne fik stor fremgang ved valget i 1893 efter Panamaaffæren, og en bølge af anarkistiske attentater gik 1893-94 over landet. Til gengæld var der mange katolikker, der fulgte pave Leo 13.s opfordring i 1892 til at acceptere republikken (Le Ralliement). De moderate, der dannede regeringer fra 1893, indtog også en ret forsonende holdning til kirken.

Dreyfusaffæren satte en brat stopper for denne udvikling og førte i stedet til dannelse af Venstreblokken. Radikale regeringer, støttet af socialisterne, genoptog 1899-1905 kampen mod kirken; i 1904 kom det til et brud med Vatikanet, og i 1905 gennemførtes adskillelsen af kirke og stat. Samme år fandt de fleste socialister, bl.a. Jules Guesde og Jean Jaurès, sammen i partiet SFIO. Det blev en del af Anden Internationale og opgav støtten til de radikale.

Den radikale regeringsleder, Clemenceau, lagde 1906-09 yderligere afstand til socialisterne ved at slå hårdt ned på aktionerende bønder og arbejdere. Årene 1909-14 var politisk ustabile. Den internationale spænding fik dog i 1911 de moderate til at gå sammen med højre om et forsvarsprogram, og i 1913 vedtoges en lov om tre års værnepligt. Reaktionen kom ved valget i maj 1914, da det pacifistiske venstre med Jaurès i spidsen gik stærkt frem. Den uafhængige socialist René Viviani blev leder af en regering, der efter krigsudbruddet i august omdannedes til en national samlingsregering.

Udenrigspolitikken 1870-1914

Udenrigspolitikken 1870-1914 var dels præget af revanchisme med det mål at generobre Alsace-Lorraine, dels af kolonialisme. Indtil 1890 var Frankrig diplomatisk set ret isoleret. Den franske kolonipolitik i 1880'erne fik dog Bismarcks diskrete støtte. Så meget mere blev den bekæmpet af revanchister som Clemenceau, der så den som et alternativ til opgøret med Tyskland. Bismarcks afgang i 1890 førte til en nedkøling af det tysk-russiske forhold, hvilket gav nye muligheder til Frankrig, der i forvejen havde ydet store lån til Rusland. En fransk-russisk militæralliance blev indgået i 1892. Samtidig øgedes de fransk-britiske spændinger i Afrika, hvilket kulminerede med Fashodaaffæren i 1898. Det var i høj grad udenrigsminister Théophile Delcassés fortjeneste, at kolonistriden med briterne kunne afsluttes i 1904 med en gensidig aftale, L'Entente cordiale, der blev en vigtig forudsætning for tremagtsalliancen, Tripelententen, mellem Storbritannien, Rusland og Frankrig i 1907. I 1905-06 og i 1911 kom det til fransk-tyske konflikter om Marokko. Med britisk støtte overtog Frankrig Marokko som protektorat, mens Tyskland måtte nøjes med en del af Congo som kompensation. Striden mellem revanchister og kolonialister var omsider bilagt. Frankrig var i 1914 blevet verdens næststørste kolonimagt og havde samtidig styrket sin stilling i Europa.

Den økonomiske udvikling 1870-1914

Bortset fra årene 1883-96 var der i perioden tale om en stabil vækst, der fra 1905 nåede op på gnsntl. 4,5% pr. år. Men en protektionistisk politik bidrog til en relativt svag øgning af produktiviteten, især i landbruget, der endnu i 1910 beskæftigede 42% af de erhvervsaktive. Produktionen af kul og stål var i 1913 kun på hhv. 15% og 27% af den tyske, selvom den var mere end tredoblet siden 1870. Frankrig var dog den fjerdestørste industrination i verden og hævdede sig stærkt på visse felter, fx som producent af biler og fly. Et særligt problem i 1914 var den langsomme vækst i befolkningstallet. På 40 år var tallet kun øget fra 36 til 39 mio., mens det i Tyskland var vokset fra 41 til 67 mio.

Læs videre om 1. Verdenskrig og mellemkrigstiden i Frankrig, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting: Frankrig - historie (1870-1940: Den Tredje Republik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489476