Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - historie (1852-70: Det Andet Kejserdømme)

Oprindelige forfattere CLø og HPre Seneste forfatter Redaktionen

Frankrig. Fotografen Nadars portræt af den ældre Napoleon 3. viser en livstræt, lidt tung levemand. Indtil sit 40. år søgte han med utrættelig energi at løse den historiske mission, som hans mor, Hortense de Beauharnais, havde opdraget ham til: At træde i onklen Napoleon 1.s fodspor og genrejse nationen. Politisk tæft og kynisk beslutsomhed bragte ham tilsyneladende til målet i 1852. Men trods sin intelligens viste han sig som en svag og modsigelsesfyldt karakter og var langtfra det geni, som han selv troede.

Frankrig. Fotografen Nadars portræt af den ældre Napoleon 3. viser en livstræt, lidt tung levemand. Indtil sit 40. år søgte han med utrættelig energi at løse den historiske mission, som hans mor, Hortense de Beauharnais, havde opdraget ham til: At træde i onklen Napoleon 1.s fodspor og genrejse nationen. Politisk tæft og kynisk beslutsomhed bragte ham tilsyneladende til målet i 1852. Men trods sin intelligens viste han sig som en svag og modsigelsesfyldt karakter og var langtfra det geni, som han selv troede.

Napoleon 3.s politiske mission var gennem folkeafstemninger at samle nationen til en enhed. Frankrig skulle blive rigt, så fattigdomsproblemet kunne løses, og landet genvinde sin prestige som bannerfører for national selvbestemmelse. Kejseren ønskede, at Italien og Tyskland skulle samles som nationalstater, Polen gendannes, Ungarn frigøres fra Østrig, og Skandinavien forenes til en union.

1852-60 kaldes regimets autoritære periode. Et velfungerende system af valgtryk og svindel sørgede for total konservativ dominans i Den Lovgivende Forsamling. Kejseren udpegede selv senatsmedlemmerne, og pressen var underlagt censur.

Kejserens program syntes at skulle lykkes. Økonomien gik frem, og pengerigeligheden stimulerede banker og børs. Kommunikationsnettet blev udbygget med jernbaner og kanaler, og der blev etableret telegrafkabler til England og USA.

Annonce

Frankrig fik sit industrielle gennembrud med minedrift, jern- og stålværker, maskinfabrikker, tekstil- og sukkerindustri, og verdensudstillingerne i Paris i 1855 og 1867 fremviste fransk teknik og viden. Paris blev under Seinepræfekten G.E. Haussmann en verdenshovedstad med brede boulevarder, smukke parker og omkranset af skove. I 1860 fordobledes byens areal. Bymuren faldt, og det gamle Paris blev omgivet af arbejder- og villakvarterer.

I 1854 indledte Frankrig i alliance med England og Tyrkiet Krimkrigen mod Rusland. Målet for Frankrig var at markere sig som militærmagt i Europa og vinde Englands støtte. Krigen sluttede i 1856 med Pariserkongressen, der berøvede Rusland mulighed for som i 1848 at hindre Italiens og Tysklands samling. Frankrig stod hermed som Europas ledende liberale magt. Det støttede som sådan den nyoprettede rumænske stat og uafhængighedsbevægelserne i Serbien og Montenegro.

I Algeriet fortsatte erobringspolitikken. Suezkanalen, anlagt af franske ingeniører for fransk kapital, gav 1859 Frankrig fodfæste i Egypten og Mellemøsten, og Napoleon håbede på en rolle som fødselshjælper for arabisk enhed. Syd for Sahara påbegyndtes erobringen af et fransk kolonirige, og i Østen intervenerede Frankrig i Kina og etablerede sig som kolonimagt i Indokina. Krigen mod Østrig i 1859 til støtte for italiensk samling skaffede Frankrig Savoyen og Nice tilbage.

Efter 1860 indtrådte regimets liberale periode. Med en engelsk-fransk frihandelsaftale stødte Napoleon det protektionistiske borgerskab fra sig. Han indledte derfor en åbning mod venstre, og i løbet af 1860'erne fik Den Lovgivende Forsamling flere og flere af et parlaments normale beføjelser. Pressefriheden og forsamlingsfriheden anerkendtes, og arbejderne fik strejkeret i 1864.

En udbygning af skolevæsenet og en modernisering af undervisningsprogrammerne mindskede kirkens indflydelse. Den større frihed betød imidlertid, at oppositionen mod kejseren voksede. En folkeafstemning i 1870, formelt om de liberale reformer, reelt for at sondere nationens støtte til regimet, gav dog 7,5 mio. jastemmer mod 1,5 mio. nejstemmer. Kejseren havde stadig landbefolkningens massive støtte, men kun fire måneder senere styrtede alt i grus på grund af hans udenrigspolitiske eventyr.

Det første alvorlige tilbageslag var en militærekspedition til Mexico 1862-66 som støtte for ærkehertug Maximilians kejserdømme. De udsendte tropper kørte fast, og efter borgerkrigens afslutning i USA måtte Frankrig bøje sig for Monroedoktrinen og i 1867 trække tropperne hjem. Maximilian blev herefter henrettet af mexicanerne.

Ved freden efter Den Slesvigske Krig 1863-64 formåede Napoleon ikke at bidrage til løsning af nationalitetsspørgsmålet i Slesvig. I 1866 knuste Preussens hurtige sejr over Østrig hans forhåbning om at spille en rolle ved fredsslutningen, og under pres fra kredse ved hoffet forsøgte han de følgende år at få tyske indrømmelser. Otto von Bismarck, der i en krig med Frankrig som aggressor så muligheden for at skabe sympati for Tysklands samling, provokerede Napoleon til i 1870 at erklære en krig, som Frankrig var uforberedt på. Den franske hovedstyrke blev efter kun fire uger den 18/8 lukket inde i Metz. Kejseren blev den 2/9 taget til fange i Sedan. Ved nyheden herom stormede pariserne Den Lovgivende Forsamling og udråbte republikken. De parisiske deputerede under Léon Gambetta dannede en national forsvarsregering.

Det meste af Napoleon 3.s regeringstid var præget af økonomisk fremgang. Fattigdomsproblemet var dog uløst, og vilkårene var hårde for de besiddelsesløse på landet og i byerne. Trods frihedens trange kår blev Det Andet Kejserdømme også en modningstid for de demokratiske kræfter.

Læs videre om Den Tredje Republik, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.


Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting, Henrik Prebensen: Frankrig - historie (1852-70: Det Andet Kejserdømme) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490652