Frankrig - historie (1500-tallet)
Frankrig. Under religionskrigene i anden halvdel af 1500-t. drev både katolikker og huguenotter en omfattende propaganda, der udpenslede modpartens overgreb. Dette samtidige franske træsnit skildrer huguenotternes frygtelige grusomheder i Frankrig
Frankrig. Bartholomæusnatten. François Dubois' maleri af massakren på huguenotterne i Paris natten til den 24. august 1572. Myrderierne bredte sig til det øvrige Frankrig, hvor flere tusinde mennesker omkom.
Frankrig 1500-1610.
Forfatning og stændersamfund
Da Burgund i 1477 blev opløst, fik Frankrig den vestlige del, hertugdømmet Burgund, mens den østlige del, Franche-Comté, samt de burgundiske besiddelser i Nederlandene tilfaldt habsburgerne i Østrig. Igennem hele 1500-t. lå Frankrig og habsburgerne i strid om fordelingen af den burgundiske arv, og 1536-59 var Savoyen besat af Frankrig.
I løbet af middelalderen udvidede kronen sine domæner på vasallernes bekostning. Udvidelsen nåede sin afslutning i 1607, da Henrik af Navarra som den franske konge Henrik 4. lod sine besiddelser indgå i domænerne. Frankrigs areal udgjorde da knap 1/2 mio. km2.
Styreformen hvilede på sædvaneret. Den franske konge havde efterhånden fået udstrakte beføjelser. Han var øverste lovgiver og dommer; han kunne erklære krig, slutte fred, udnævne embedsmænd, adle og slå mønt. Han var imidlertid underlagt visse begrænsninger. Han skulle respektere fundamentallovene (grundlovene) og de privilegier, der var givet stænder og korporationer. Den højeste ret under kongen var provinsparlamenterne samt parlamentet i Paris, der skulle registrere nye love, dvs. stadfæste deres gyldighed. Hvis parlamentet nægtede det, kunne kongen dog selv foretage registreringen. Kongen blev bistået af ministre og af råd, der blev mere forgrenede og specialiserede i takt med den øgede regeringsvirksomhed.
Kongemagten bekræftede lokale og regionale privilegier ved inddragelse af len. De gamle provinsialstænder, états provinciaux, mistede betydning, men stod dog stadig for skatteopkrævningen i visse provinser, pays d'état, mens de i øvrige provinser, pays d'élection, helt forsvandt. Generalstænderne, états généraux, havde fået reduceret deres rolle mht. beskatning allerede i 1400-t., og i perioden 1500-1614 var de kun samlet seks gange, de fleste under Huguenotkrigene 1562-98, og efter 1614 blev de først igen indkaldt under optakten til Den Franske Revolution. I stedet sammenkaldte kongen i 1500-t. undertiden notabelforsamlinger, Assemblées des notables. I det franske stændersamfund udgjorde de to privilegerede grupper, adel og gejstlighed, hver ca. 21/2% af befolkningen. Adelen var åben for tilgang ved kongens udstedelse af adelsbreve og salg af adelsværdighed.
Erhverv, finanser og forvaltning
Med en landbefolkning på omkring 90% var Frankrig et agrarsamfund. De vigtigste landbrugsprodukter var korn og vin, og vinen var sammen med salt en betydelig eksportartikel. Den tekstilproduktion og minedrift, som Ludvig 11. havde sat i gang, blev fremmet under Frans 1., der i første halvdel af 1500-t. tillige skabte en betydelig våbenproduktion. Senere pustede Henrik 4. nyt liv i industrien ved en række statsindgreb, der især kom tekstilfremstillingen til gode.
Efter tidlig middelalderlig opfattelse skulle kongen leve af sine domæner, hvilket allerede i 1200-t. var blevet illusorisk, og kongen forhandlede med stænderne om ekstraordinære skatter. Op gennem tiden kunne kongemagten enten svække eller helt fjerne stændernes medvirken ved skatteudskrivningen. Blandt de ekstraordinære indtægter kan nævnes la taille, der var en direkte person- og grundskat, la gabelle, en afgift på salt, samt aides, der var en omsætningsafgift på bl.a. kvæg og vin. Hertil kom diverse toldafgifter samt indtægter ved salg af embeder og adelstitler. Kronens voksende behov for indkomst skyldtes en øget statslig virksomhed med hastigt stigende udgifter til hofholdning og krigsførelse. Desuden blev administrationsapparatet centraliseret og i højere grad bemandet med eksperter. Frans 1. udviskede sondringen mellem ordinære og ekstraordinære indtægter, da han oprettede en central institution, Trésor de l'épargne, der modtog alle kongelige indtægter, og da han inddelte landet i 16 généralités, hver ledet af en person med ansvar for opkrævning af indtægterne. Adelen havde eneret til højere embedsposter, men såvel administrationens vækst som salg af embeder og adelstitler gav anledning til en social mobilitet. Der havde dannet sig en embedsadel, noblesse de robe, der kom i modsætning til den gamle kriger- og godsejeradel, noblesse d'épée. Kongemagten styrkedes ved, at der skabtes en stående, hvervet hær, uafhængig af den hidtidige adelsdominerede hær, som var organiseret efter provinser.
Religionskrigene
Kongens stilling over for kirken blev ligeledes styrket. I 1516 indgik Frans 1. og paven et konkordat, der gav den franske konge jurisdiktionelle og økonomiske rettigheder over kirken samt ret til at udnævne bisper og ærkebisper. Den gallikanske kirke blev herefter et kongeligt magtinstrument, og med den større uafhængighed af paven havde den franske konge ingen interesse i at støtte de reformatoriske bevægelser, der voksede frem i 1520'erne. Da de franske protestanter, huguenotterne, i 1534 udspredte pamfletter, greb Frans 1. hårdt ind. Denne linje blev fortsat under Henrik 2., der i 1547 oprettede en kætterdomstol. Huguenotterne udgjorde formentlig 1/15 af Frankrigs befolkning i 1559, og Calvins lære vandt udbredelse både i underklassen, hvis indtægter ikke fulgte med prisstigningerne, og blandt mere velstående byboere og senere inden for adelen.
Efter Henrik 2.s død beklædtes tronen af hans tre sønner, Frans 2., Karl 9. og Henrik 3. Adelsslægten Guise prægede Frans 2.s korte regeringsperiode, mens enkedronningen, Katarina Medici, fik stor indflydelse på de to andre sønners regeringer. Støttet af kansleren Michel de l'Hospital indledte hun en forsoningspolitik over for huguenotterne. Indrømmelserne stødte katolikkerne, hvis blodbad i 1562 på huguenotterne i Vassy udløste den første af 1500-t.s otte religiøst og politisk motiverede borgerkrige, Huguenotkrigene. Kongemagten var svag, og katolikkerne samledes om slægten Guise, mens admiral Gaspard de Châtillon Coligny og Louis 1. de Bourbon de Condé stod i spidsen for huguenotterne. Flere af fredsslutningerne havde karakter af kompromiser, hvor huguenotterne opnåede en begrænset religionsudøvelse. Efter freden i St.-Germain-en-Laye i 1570 opnåede Coligny stor indflydelse ved Karl 9.s hof. Af frygt for Colignys antispanske politik iværksatte Katarina i 1572 en massakre på huguenotterne, Bartholomæusnatten, hvorunder Coligny blev myrdet.
Under borgerkrigene udgjorde huguenotterne nærmest en stat i staten, og da katolikkerne i 1576 dannede en liga, der i 1580'erne vendte sig mod kongemagten og kæmpede for gamle privilegier, afspejlede borgerkrigene ikke blot religiøse modsætninger, men også politiske. Sammen med indblanding fra udlandet bidrog dette til, at kampene først kunne afsluttes i 1598 med Nantesediktet, der med visse begrænsninger gav huguenotterne ret til at praktisere deres religion. Som garanti fik de overladt ca. 100 sikkerhedsbyer.
Udenrigspolitik 1500-1610
Magtkampen med habsburgerne udspillede sig frem til midten af 1500-t. især i Italien, hvor Ludvig 12. kæmpede mod Spanien om kongeriget Napoli-Sicilien og om Milano. Frankrigs ekspansion i Italien mislykkedes, og den habsburgske omklamring af Frankrig blev mere følelig, da Østrig og Spanien blev forenet under Karl 5., der i 1519 blev valgt til tysk-romersk kejser. Frans 1. og Karl 5. udkæmpede 1521-44 fire krige om indflydelse i Europa, herunder det tidligere Burgund. Ved freden i Cambrai i 1529 beholdt Frankrig hertugdømmet Burgund, men måtte afstå lenshøjheden over Artois og Flandern. I 1530'erne allierede Frankrig sig med tyske protestanter og med tyrkerne. Efter fortsatte kampe indgik Frans 1.s søn, Henrik 2., en ny fred i Cateau-Cambrésis 1559, som stadfæstede 1529-freden.
Under Huguenotkrigene støttede Spanien de franske katolikker. Da huguenotlederen, Henrik af Navarra, som nærmeste arving i 1589 besteg den franske trone som Henrik 4., invaderede Spanien Frankrig, mens England og De Forenede Nederlande støttede Henrik. Da han i 1593 konverterede til katolicismen, forsvandt krigens religiøse begrundelse. Ved freden i Vervins 1598 stadfæstedes traktaten fra Cateau-Cambrésis, ligesom Spanien anerkendte Henrik 4.s kongeværdighed og Nantesediktet. Efter et halvt århundredes opløsningstendenser var der et udbredt ønske om stabilitet.
Også tidens politiske idéer om kongernes guddommelige ret samt juristen Jean Bodins definition af suveræniteten var gunstig for Henrik 4.s genskabelse af en stærk kongemagt; hele tankegangen bag den senere enevælde var allerede til stede. Henrik 4. udbyggede infrastrukturen og hjalp industrien frem, og i samarbejde med førsteministeren Sully forbedrede han statsfinanserne. Han omgav sig med huguenotter, og i sine sidste år genoptog han den antihabsburgske politik. Som reaktion herpå blev han i 1610 myrdet af en fanatisk katolik.
Læs videre om Ludvig 13., Ludvig 14. og om enevælde i Frankrig, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.