Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - historie (1. Verdenskrig og Mellemkrigstiden)

Oprindelig forfatter CLø Seneste forfatter Redaktionen

1. Verdenskrig

I løbet af sommeren 1914 vandt krigstilhængerne frem. Jean Jaurès blev 31/7 myrdet af en fanatisk nationalist, men efter den tyske krigserklæring 3/8 stemte også SFIO for krigsbevillingerne og deltog i samlingsregeringen, L'Union sacrée, som blev dannet 26/8. Regeringen fik særlige magtbeføjelser, men reelt havde generalstaben under ledelse af Joseph Joffre frie hænder i efteråret 1914. Sejren ved Marne i september øgede generalernes prestige, men efter frontens stabilisering blev det klart, at krigen ville trække ud. Fra 1915 krævede parlamentet større kontrol med krigsførelsen, og fra juni 1916 kom den under debat, dog kun på lukkede møder. Princippet om national enhed blev fastholdt, men der var 1914-17 tale om fire regeringer. De kostbare og frugtesløse offensiver 1915-17 medførte også, at Joffre i december 1916 måtte vige for Robert Nivelle, der i maj 1917 blev afløst af Philippe Pétain.

Tyskernes besættelse af Nordfrankrig bevirkede, at produktionen af kul og stål faldt til hhv. 1/2 og 1/3 af det normale. I landbrug og industri måtte kvinder, børn og gamle erstatte de 8 mio. mænd, der 1914-18 blev indkaldt; kolonierne leverede også arbejdskraft og soldater. Senere blev specialiserede arbejdere trukket hjem fra fronten. Med statslige indgreb skabtes en forbavsende effektiv krigsindustri, præget af pionerer som Citroën, Michelin og Renault. Men prisen var statslig gældsætning og inflation, og flertallets afsavn i form af reallønsfald, varemangel m.m. stod i kontrast til mindretallets profitter.

Regeringsledere siden 1914
Tredje Republik
1914-15René Viviani
1915-17Aristide Briand
1917Alexandre Ribot
1917Paul Pianlevé
1917-20Georges Clemenceau
1920Alexandre Millerand
1920-21Georges Leygues
1921-22Aristide Briand
1922-24Raymond Poincaré
1924Frédéric François-Marsal
1924-25Édouard Herriot
1926-29Raymond Poincaré
1929Aristide Briand
1929Raymond Poincaré
1929-30André Tardieu
1930Camille Chautemps
1930André Tardieu
1930-31Théodore Steeg
1931-32Pierre Laval
1932André Tardieu
1932Édouard Herriot
1932-33Joseph Paul-Boncour
1933Édouard Daladier
1933Albert Sarraut
1933-34Camille Chautemps
1934Édouard Daladier
1934Gaston Doumergue
1934-35Pierre Étienne Flandin
1935Fernand Bouisson
1935-36Pierre Laval
1936Albert Sarraut
1936-37Léon Blum
1937-38Camille Chautemps
1938Léon Blum
1938-40Édouard Daladier
1940Paul Reynaud
1940Philippe Pétain
Vichystyret
1940-42Philippe Pétain
1942-44Pierre Laval
Provisorisk Regering
1944-46Charles de Gaulle
1946Félix Gouin
1946Georges Bidault
Fjerde Republik
1946-47Léon Blum
1947Paul Ramadier
1947-48Robert Schuman
1948André Marie
1948Robert Schuman
1948-49Henri Queuille
1949-50Georges Bidault
1950Henri Queuille
1950-51René Pleven
1951Henri Queuille
1951-52René Pleven
1952Edgar Faure
1952-53Antoine Pinay
1953René Mayer
1953-54Joseph Laniel
1954-55Pierre Mendès-France
1955-56Edgar Faure
1956-57Guy Mollet
1957Maurice Bourgès-Maunoury
1957-58Félix Gaillard
1958Pierre Pflimlin
1958-59Charles de Gaulle
Femte Republik
1959-62Michel Debré
1962-68Georges Pompidou
1968-69Maurice Couve de Murville
1969-72Jacques Chaban-Delmas
1972-74Pierre Messmer
1974-76Jacques Chirac
1976-81Raymond Barre
1981-84Pierre Mauroy
1984-86Laurent Fabius
1986-88Jacques Chirac
1988-91Michel Rocard
1991-92Edith Cresson
1992-93Pierre Bérégovoy
1993-95Edouard Balladur
1995-97Alain Juppé
1997-2002Lionel Jospin
2002-05Jean-Pierre Raffarin
2005-07Dominique de Villepin
2007-12François Fillon
2012-14Jean-Marc Ayrault
2014-16Manuel Valls
2016-17Bernard Cazeneuve
2017-Édouard Philippe

I april-maj 1917 foretog general Nivelle en mislykket offensiv, der kostede enorme tab af menneskeliv og førte til mytteri i visse enheder. Hans afløser, Pétain, genskabte disciplinen og gav afkald på nye offensiver i forventning om hjælp fra USA. Også de civile var krigstrætte. I maj-juni gik metalarbejdere i strejke, og den radikale pacifist Joseph Caillaux vandt gehør for en kompromisfred. Tilsvarende idéer havde fra 1916 bredt sig i SFIO. Efter en regeringskrise blev Clemenceau i november 1917 regeringsleder med særlige magtbeføjelser. Han ønskede, at krigen skulle fortsætte, indtil tyskerne var slået. Censuren skærpedes, og flere aktive pacifister, bl.a. Caillaux, blev arresteret.

Annonce

Efter den tyske storoffensiv i marts 1918 fik Clemenceau de allierede til at acceptere en fælles overkommando, der tilfaldt franskmanden Ferdinand Foch. Han ledede den afgørende offensiv fra midten af juli indtil våbenstilstanden 11.11.1918. Forinden havde Balkanhæren under Franchet d'Esperey tvunget Bulgarien, Tyrkiet og Østrig-Ungarn til fred.

Blandt stormagterne havde Frankrig lidt de største tab. Mere end 1,3 mio. eller 10% af den erhvervsaktive del af befolkningen havde mistet livet, og omkring 3 mio. havde helt eller delvist mistet arbejdsevnen. Industriproduktionen var i 1919 på 60% af 1913-niveauet, og ca. 3 mio. ha landbrugsjord var lagt øde. Statsunderskuddet var på over 100 mia. franc, hvortil kom gælden til de allierede på 32 mia. franc.

Med Versaillesfreden genvandt Frankrig det i 1871 tabte Alsace-Lorraine, men fik ikke den ønskede kontrol over Rhinlandet. De allierede gav i stedet garantier om hjælp i tilfælde af et nyt tysk angreb, der dog hurtigt viste sig værdiløse. De franske krav til tyske skadeserstatninger blev også modarbejdet, især af briterne, der ønskede en hurtig tysk genrejsning. Mange franske følte sig efter sejrsrusen svigtet og bitre over "den tabte fred".

Mellemkrigstiden

Ved valget i 1919 støttede et flertal Bloc national, en nationalistisk og katolsk højresamling, der til dels var skabt som reaktion på strejker, social uro og frygt for "bolsjevisme". I 1920 blev kommunistpartiet, PCF, dannet af udbrydere på SFIOs kongres i Tours. Regeringerne 1920-24 satsede på tyske skadeserstatninger til afhjælpning af økonomiske problemer. For at fremtvinge betalingerne besatte Raymond Poincaré i januar 1923 Ruhrområdet, hvilket dog kun førte til kaos i Tyskland og til protester fra briterne.

Ved valget i 1924 sejrede Cartel des gauches ('Venstrekartellet'), som var en alliance mellem de radikale og SFIO. Den radikale Édouard Herriot dannede en regering, der mødte stærk modstand fra den mest magtfulde del af finansverdenen, også kaldet "pengemuren". Kapitalflugt, finanskriser og francens fald førte i 1926 til opløsning af Cartel des gauches. Poincaré blev leder af en centrum-højre-regering, der devaluerede francen, men lagde kursen fast i forhold til guldet (1928). Han fik støtte af finansverdenen og af de gunstige konjunkturer, der 1926-32 gav et konstant overskud på statsbudgettet. De borgerlige regeringer 1929-32 fik råd til store offentlige arbejder, bl.a. Maginotlinjen fra 1929, og lagde grunden til et socialt sikringssystem.

Verdenskrisen ramte først Frankrig fra 1931, men varede til gengæld indtil 1939. Den fik dog ikke så brutale virkninger som i mange andre industrilande, hvilket bl.a. skyldtes en høj grad af selvfinansiering i landbrug og industri. I 1935 modtog ca. 430.000 arbejdsløshedsunderstøttelse, men langt flere var berørt af arbejdsløsheden, og mange, bl.a. fremmedarbejdere, faldt helt uden for statistikken. Fra 1932 forsøgte en række radikalt ledede regeringer at få hold på statsbudgettet. Krisen og de mange regeringsskift styrkede militante højreligaer som Action française og Croix de feu, og 6.2.1934 førte en finansskandale, Staviskyaffæren, til blodige kampe foran parlamentet, der tvang regeringen Édouard Daladier til afgang. Begivenheden bidrog imidlertid også til en antifascistisk samling, folkefront, bestående af radikale, SFIO, PCF mfl., der sejrede ved valget i maj 1936. Léon Blum (SFIO) dannede en socialistisk-radikal regering, støttet af PCF, der sikrede arbejderne store sociale forbedringer dels ved Matignonaftalerne, som bragte en strejkebølge til afslutning, dels ved lovgivning. Men regeringens ikke-interventionspolitik i forhold til Den Spanske Borgerkrig og en mislykket krisepolitik splittede folkefronten og styrkede dens modstandere. Blum trådte tilbage i juni 1937, men folkefronten overlevede formelt, indtil Daladier i april 1938 dannede regering med de borgerlige. Af hensyn til oprustningen afskaffede han den 40-timers-arbejdsuge, som Blum havde indført i 1936, og slog hårdt ned på en storstrejke i november 1938. Først i 1939 nåede produktionen op på niveauet fra 1928.

I første halvdel af 1920'erne sluttede Frankrig gensidige bistandspagter med Polen og landene i Den Lille Entente, dvs. Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien. Som udenrigsminister 1925-32 indledte Aristide Briand en fredspolitik, som var baseret på forsoning med Tyskland og kollektiv sikkerhed, og som bl.a. resulterede i Locarnopagten i 1925 og Kellogg-Briand-pagten i 1928. Da Hitler i 1933 afbrød nedrustningsforhandlingerne og forlod Folkenes Forbund, vendte Frankrig i 1934 med Louis Barthou som udenrigsminister tilbage til alliancepolitikken. En alliance med Italien blev opgivet efter Den Italiensk-abessinske Krig, men i maj 1935 sluttedes en foreløbig pagt med Sovjetunionen. At Hitler i marts 1936 ustraffet kunne remilitarisere Rhinlandet, bevirkede dog, at Frankrig mistede troværdighed hos sine østallierede og blev stærkt afhængig af briterne. Frygt for kommunisme skabte også grobund for en ny defaitisme på den franske højrefløj, der fandt udtryk i slagord som "hellere Hitler end Stalin". Frankrig underlagde sig den britiske appeasementpolitik, der bl.a. førte til Münchenaftalen, indtil de to magters fælles omsving i 1939.

Læs videre om 2. Verdenskrig i Frankrig, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Løfting: Frankrig - historie (1. Verdenskrig og Mellemkrigstiden) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=490678