Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

yanomama

Oprindelig forfatter NiFo Seneste forfatter Redaktionen

yanomama, yanoama, yanomami, en af de største overlevende indianergrupper i Amazonas, bestående af en række dialektgrupper bosat i området omkring Venezuelas sydgrænse mod Brasilien; antal ca. 20.000. De blev kendt i den øvrige verden i 1940'erne og har formået at bevare en meget traditionel livsform, herunder en noget krigerisk adfærd over for nabolandsbyer og udstrakt brug af hallucinogene stoffer. Yanomama blev derfor frygtede og respekterede og så kendte i verdensoffentligheden, at organisationer for indfødtes rettigheder 1991 kunne sikre dem territoriale rettigheder både i Venezuela og Brasilien. Især i Brasilien var deres eksistens truet af guldsøgende kolonister og disses sygdomme.

Yanomama lever i store, cirkulære langhuse, der åbner sig mod en fællesplads og lukker sig udad i en palisadelignende væg, der er velegnet til at modstå natlige overfald. De dyrker bananer og indsamler palmefrugter; mændene går på jagt. Hver landsby har sin autonome leder og nogle shamaner til at håndtere åndeverdenen. Se også Amazonas (folkeslag).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fock: yanomama i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183485