Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mestiz

Oprindelig forfatter NiFo Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/19604/=ud_a_214848.mp3?revision=1

mestiz, den spanske betegnelse for en person tilhørende den befolkningsgruppe i Latinamerika, der hverken er af ren indiansk eller hvid (criollos) afstamning, men en blanding heraf.

Ordet mestiz kommer af spansk mestizo, af middelalderlatin mixticus 'blandet', af miscere 'blande'.

I den første kolonitid var en mestiz entydigt bestemt som afkommet af en europæisk mand og en indiansk kvinde, men snart fandtes ikke "rene" befolkningsgrupper længere; alle kunne siges at være blevet mestizer. Det blev derfor i 1900-t. mere hensigtsmæssigt at tale om mestizering som en proces, der ikke blot er biologisk, men også kulturelt bestemt. Kulturel mestizering drejer sig om beherskelse af det spanske sprog frem for et indiansk og om optagelse af vestlig påklædning, uddannelse og karriere. Mestizers politiske rolle i Latinamerika har typisk været at støtte den hvide, herskende klasse; de har indtil demokratiet indførtes virket som et meget konservativt element i Latinamerikas historie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fock: mestiz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124608