Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indianere (Sydamerika)

Oprindelig forfatter NiFo Seneste forfatter Redaktionen

Vores kendskab til Sydamerikas indianere og deres kultur i tiden indtil spaniernes invasion i første halvdel af 1500-t. bygger stort set udelukkende på arkæologisk materiale. Sydamerika blev befolket ved indvandring fra nord. Hvornår de første folk har passeret Panama er uvist, men fund fra Chile viser, at der har været beboelse her fra ca. 9000 f.Kr.

Omkring 6000 f.Kr. var stort set hele kontinentet beboet. Der var stadig tale om et meget begrænset antal mennesker, som stort set ikke har efterladt sig spor. De ernærede sig ved jagt, indsamling og fiskeri. I løbet af 4. årtusinde f.Kr. udvikledes mere specialiserede kystkulturer fra Ecuador i nord over Peru til det nordligste Chile, hvor man bl.a. dyrkede bomuld og flaskegræskar til fremstilling af fiskenet og flydere. I Colombia og fra Valdiviakulturen på Ecuadors kyst har man fundet keramik fra ca. 3000 f.Kr.

Agerbrug som fødevareproducerende erhverv synes at være indført nogenlunde samtidig dels i Amazonas med dyrkning af maniok, dels i Andesområdet med dyrkning af bl.a. kartofler, bønner og græskar. Det er omstridt, hvornår majs blev indført fra Mexico, men afgrøden kendes i Sydamerika fra 1200 f.Kr.

Annonce

I det centrale Andes tog en kraftig samfundsudvikling fart efter år 2000 f.Kr. Her opstod Chavíncivilisationen, som formentlig er Sydamerikas ældste højkultur (se Chavín de Huántar). Chavín skabte i perioden 1200-600 f.Kr. grundlag for fremvæksten af høvdingedømmer; de var knyttet til store religiøse centre med et præsteskab. Den kunstneriske udvikling skete bl.a. inden for dekoration af lertøj, vævede tekstiler og guldsmedearbejder.

Kulturpåvirkninger fra Chavín bredte sig over store dele af Andesområdet, og det samme gjaldt senere Tiahuanacokulturen (ca. 200-800 e.Kr.), som bl.a. kendte til bronzeredskaber, og Huarikulturen (ca. 600-1000 e.Kr.), som påvirkede flere andre kulturer, bl.a. moche. Der var imidlertid ikke tale om imperier med egentlige statsdannelser; de udvikledes først i 1400-t. efter inkaernes voldsomme ekspansion fra Cuzcoområdet i 1200-t. Inkaerne samlede et 4500 km langt og uvejsomt område til et velorganiseret rige med udbredt stands- og arbejdsdeling, bl.a. på grundlag af et højtudviklet kunstvandingsagerbrug. Inkariget underlagde sig i takt med erobringerne en række kulturer, heriblandt Chimú. Med den spanske erobring af riget i 1532 indledtes en katastrofal epoke med demografisk, politisk og økonomisk opløsning.

Den demografiske katastrofe

I perioden efter europæernes opdagelse af Sydamerikas indfødte befolkning ændredes befolkningsbilledet radikalt. Der foreligger adskillige beregninger af den indianske befolknings størrelse år 1500. En konservativ vurdering anslår folketallet til ca. 20 mio., hvoraf omkring halvdelen levede i Inkariget. Efter den europæiske erobring blev størstedelen af Sydamerikas indianere udsat for undertrykkelse og mere eller mindre systematisk udnyttelse. Den primære forklaring på de demografiske ændringer er ligesom i Nord- og Mellemamerikas tilfælde de smitsomme sygdomme, som europæerne bragte med sig. Resultatet blev en decimering af befolkningen, således at folketallet i Andesområdet faldt til ca. 1 mio. i løbet af de første 50 år af kolonitiden. I lavlandsområderne gik det langsommere, men lige så katastrofalt.

Befolkningsudviklingen har siden været meget forskellig fra region til region. I Andesområdet var de spanske koloniherrer afhængige af en arbejdende indiansk befolkning, hvilket er en af de primære årsager til, at billedet her er anderledes; i dag er der således formentlig flere indianere end nogensinde tidligere, nemlig ca. 18 mio. Man har derfor karakteriseret Andesregionen som indoamerikansk.

I det øvrige Sydamerika vurderes det derimod, at der kun er ca. 2 mio. indianere tilbage. I Amazonområdet importerede europæerne afrikanske slaver som arbejdskraft. De efterhånden spredte indianerstammer betragtedes blot som en hindring for udvidelse af territoriet til plantager, godser og småbrug. De blev enten udryddet eller fortrængt til en isoleret tilværelse i fjerntbeliggende områder, eller de blev som i fx Paraguay opblandet i, hvad man har kaldt en mestizoamerikansk type. Allerhårdest ramte koloniseringen de fiskere og jægere, der levede i Argentina og tilstødende dele af Brasilien og Chile. Disse folk er så godt som udryddet, og området kan i dag karakteriseres som euroamerikansk.

Traditionelle kulturtyper

Befolkningsbilledet hænger direkte sammen med fordelingen af kulturtyper. På grundlag af erhvervsøkonomiske og socio-politiske forhold opdeler man normalt Sydamerikas traditionelle indianerkulturer i fire hovedtyper.

Jæger- og samlerkulturer omfatter de marginale folk, der levede i Ildlandet, Patagonien og Chaco, samt de sydøstbrasilianske ge-folk og enkelte andre grupper i Amazonas. Disse samfund, som levede langt fra kulturudviklingens centre, var præget af relativt ustabile økonomier. De var organiseret på slægtskabsbasis, ofte i små omstrejfende grupper, der især blev holdt sammen af de fælles ritualer, som med mellemrum blev gennemført. Nogle af grupperne begyndte efter koloniseringen at dyrke primitivt agerbrug og undgik derved udslettelse.

Hovedparten af Amazonområdets oprindelige befolkning tilhører en anden kulturtype. De ernærede sig ved såkaldt tropisk flytteagerbrug, der især var baseret på dyrkning af maniok på skiftende marker; de flyttede jævnligt deres landsbyer, som typisk var beboet af et par hundrede mennesker. Arbejdsdelingen var baseret på køn. Kvinderne varetog hovedparten af dyrkningsarbejdet, mens mændene havde monopol på jagt. Denne kulturtype findes stadig visse steder.

Høvdingedømmerne i det nordlige Andes og langs Det Caribiske Havs sydvestlige kyst havde en erhvervskultur, der ligner Amazonas', men med en betydelig overskudsproduktion, som dannede grundlag for omfattende handel og politisk organisering. Høvdingeslægter og præsteskab betød, at samfundene differentieredes ikke blot efter køn, alder og slægtskab, men også efter status. Befolkningstætheden var op til ti gange større end i Amazonas, hvilket ofte medførte militære konflikter.

I det centrale Andes havde kunstvandingscivilisationen i mere end tusinde år før koloniseringen dannet grundlag for kongedømmer af stor territorial udbredelse, fx Tiahuanaco og Chimú. Den intensive udnyttelse af jorden samt husdyr som lama, alpaka og marsvin skabte grundlag for meget folkerige samfund med en stærk statsadministration og erhvervsspecialisering.

Læs mere om Sydamerikas indianere efter koloniseringen.

Læs mere om indianere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fock: indianere (Sydamerika) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97174