De første indianere i Mellemamerika var storvildtjægere. De ældste fund, som kan dateres med sikkerhed, er fra ca. 10.000 f.v.t. Efterhånden vandt jæger og samler-kulturer frem, og efter ca. 7500 f.v.t. forsvandt storvildtjægerne. Primitivt agerbrug blev indført i løbet af 5. årtusinde f.v.t., og med tiden blev bl.a. majs og bønner udbredt som vigtige afgrøder. Keramik kendes fra anden halvdel af 3. årtusinde f.v.t., da også fastboende agerbrugssamfund opstod.

Efter ca. 1200 f.v.t. udvikledes store, tætbefolkede by- og statsdannelser med Olmekkulturen som den første egentlige højkultur. Det område, hvori højkulturerne opstod, omfatter først og fremmest Guatemala og det sydlige Mexico og betegnes Mesoamerika. En række civilisationer, bl.a. zapotekere, mayaer, mixtekere og aztekere, blomstrede på forskellige tidspunkter i dette område indtil spaniernes ankomst i begyndelsen af 1500-tallet.

Man ved ikke særlig meget om befolkningen i området mellem Sydamerika og Mesoamerika før 500-tallet e.v.t. Det står imidlertid klart, at stedet blev påvirket både nordfra og sydfra. Der opstod ingen egentlige statsdannelser, men tempelbyggeri m.m. i højlandsområderne i det nuværende vestlige Nicaragua og i El Salvador viser indflydelse fra det mesoamerikanske kulturområde. Ligesom i Mesoamerika var befolkningen her fastboende agerbrugere, om end i meget mindre landsbysamfund, og dyrkningen var baseret på det klassiske mesoamerikanske landbrugskompleks, der ligesom Nordamerika havde majs, bønner og græskar som basisafgrøder (se milpa). Dette landbrug er stadig udbredt i området. Længere mod syd, dvs. først og fremmest i det østlige Honduras og i Nicaraguas lavland og kystegne, levede mindre grupper, der ernærede sig ved jagt, indsamling og svedjebrug. Denne kulturtype er repræsenteret ved bl.a. miskitofolket. Til forskel fra Mesoamerika var tropiske rodfrugter som maniok blandt de vigtigste afgrøder her. Påvirkninger fra det nordlige Sydamerika var især mærkbare i det nuværende Panama og Costa Rica, hvor flere mindre høvdingedømmer opstod.

Mellemamerika under spanierne

Det er fra de mesoamerikanske højkulturområder, at vi har de bedste både spanske og indianske kilder til forståelse af den tidlige kolonitid. I senere perioder synes indianerne ofte anonyme i kilderne og i den officielle historieskrivning.

Det er svært at generalisere om erobringen af Mellemamerika; men for de mesoamerikanske højkulturer gjaldt det, at konfrontationen med de spanske conquistadorer og missionærer medførte en opløsning af de sociale, økonomiske og religiøse strukturer. Krig, slaveri og i særlig grad sygdomsepidemier førte til en voldsom reduktion af befolkningstallet. Det vurderes således, at der i det centrale Mexico var ca. 25 mio. mennesker ved spaniernes ankomst i 1519. I 1580 var der kun ca. 2 mio. tilbage, og visse etniske grupper var helt udryddet. Spanierne underlagde sig relativt ubesværet aztekernes og taraskernes store, centralt styrede nationer. De overtog den indianske elites rolle som skatteopkræver og udnyttede den allerede udbyggede administration. Mange indianere fra de højeste samfundslag blev anbragt i kristne skoler og integreret i den spanske kultursfære. Med elitens omskoling forsvandt en væsentlig del af den indianske intellektuelle kultur foruden statsreligionen. For den jævne befolkning betød erobringen mindre frihed og mere arbejde. De tidligere fællesejede jorder og indianernes arbejdskraft blev fordelt blandt conquistadorerne, som til gengæld skulle kristne indianerne. Dette system, kaldet encomienda, blev sammen med sølvminerne i den nordlige del af Mellemamerika det såkaldte Ny Spaniens vigtigste indtægtskilde, men på trods af spanske forbud mod indiansk slaveri indebar det i praksis en trælbinding af indianerne.

Som følge af de grove overgreb på de oprindelige indledtes en debat om indianernes rettigheder. Kulminationen blev et møde i den spanske by Valladolid 1550-1551, hvor dominikaneren Bartolomé de las Casas, som længe havde kritiseret spaniernes fremfærd, og teologen Juan Ginés de Sepúlveda, der forsvarede indiansk slaveri, skulle afklare, om indianere var mennesker eller ej. Indianerne var allerede i 1537 af pave Paul 3. blevet anerkendt som fornuftsvæsener, der kunne antage den kristne tro, og også i Valladolid konkluderede man, at indianere var mennesker, men resultatet medførte ingen reelle ændringer i behandlingen af den indianske befolkning i kolonierne.

I de vidtstrakte landområder, hvor kun de spanske encomenderos og nogle få missionærer repræsenterede den nye overmagt, var indflydelsen fra spansk kultur imidlertid begrænset, og størstedelen af den indianske befolkning bevarede deres sprog, levevis og kulturelle særtræk.

I områder med mindre central styring og i flere små nationer kunne spanierne ikke gennemføre den samme hurtige erobring og kolonisation; dette gjaldt blandt mayaerne på Yucatán samt i det nuværende Chiapas og Guatemala og i det nordlige Mexico, der var beboet af nomadestammer som fx chichimekerne. Oprør i disse områder var hyppige, og da områderne ofte var fattige på menneskelige og naturlige resurser, tiltrak de ikke spaniere lige så hurtigt som det frodige og tætbefolkede centrale Mexico og Oaxaca. Den sidste frie mayastat, Tayasal i Guatemalas regnskov, blev således først erobret i 1697.

Den sene kolonitid var præget af en strengere raceadskillelsespolitik. Den indianske elite blev frataget sine privilegier, og med fremvæksten af en mestizklasse mindskedes kontakten mellem spanierne og indianerne, som blev yderligere marginaliseret. Formelt var encomiendasystemet blevet afskaffet i 1542, men udbytningen af indianerne fortsatte eller antog nye former og sikrede stadig storgodserne (haciendaerne) billig arbejdskraft.

Fra midten af 1500-tallet havde missionærerne iværksat reducciónes, dvs. tvungne forflytninger af de spredte indianske samfund, og samlet dem i landsbyer; da kirkens magt svækkedes i 1700-tallet, blev det her, indianerne stod stærkest. Europæiske redskaber, planter og dyr indgik nu i den indianske kultur, ligesom aspekter af kristendommen havde vundet indpas i det religiøse liv. Således tilpasset de nye omstændigheder overlevede og styrkedes den indianske befolkning i de små isolerede landsbysamfund.

Efter uafhængigheden

I 1821, da de spanske kolonier i Mellemamerika blev uafhængige, var ca. 50 procent af befolkningen af ren indiansk herkomst. Størstedelen levede i landområderne og forholdt sig for det meste passivt og skeptisk til udviklingen i de nye nationalstater. De blev opfattet som en hæmsko for moderniseringen af landbruget og industrialiseringen, og de blev købt eller tvunget bort fra deres jord og presset længere op i bjergene og ud i jungleområderne. Således afsondret fra de nationale centre fik indianerne sjældent del i periodens fremskridt. Med mellemrum førte de dårlige forhold til oprør. Den bedst kendte opstand er Kastekrigen 1847-1855, da en hær bestående først og fremmest af mayaer var nær ved at generobre hele Yucatánhalvøen fra den hvide overklasse.

I slutningen af 1800-tallet var de mesoamerikanske højkulturer glemt. Man forbandt ikke den fattige indianske befolkning med de storslåede ruinkomplekser i Mellemamerika, men mange af de mesoamerikanske traditioner levede videre i de talstærke indianske befolkninger i Mexico og Guatemala.

Mellemamerikas indianere i 1900-tallet

I mellemamerikanske sammenhænge bruges betegnelsen indianer ofte ret snævert om folk, som taler indianske sprog, går traditionelt indiansk klædt, og hvis religion og hverdagspraksis bygger på en ikke-europæisk verdensanskuelse. I Mellemamerika er der 10-12 mio. indianere. Størstedelen lever i det tidligere mesoamerikanske område; i Mexico og Guatemala udgør indianerne officielt hhv. ca. 11 og 60 procent af befolkningen. Folketællingerne regner ikke personer, der har spansk som modersmål, for indianere; hvis man bruger en mere rummelig definition, kan de reelle tal derfor være meget større. Den oprindelige befolkning på Yucatánhalvøen i Mexico er relativt ensartet, hvorimod især staterne Chiapas og Oaxaca i højlandet er præget af en meget stor sproglig og kulturel variation. Blandt de større indianske grupper uden for det mesoamerikanske område kan nævnes yaqui og mayo i det nordlige Mexico, cuna i Panama og garífuna (også kaldet sorte cariber) ved den caribiske kyst i Guatemala, Honduras og Nicaragua samt i Belize, hvor deres territorium i kolonitiden fungerede som stødpudezone mellem spanierne og briterne. I Honduras og Nicaragua lever bl.a. miskitoindianerne, og i El Salvador er der grupper af pipil og lenca.

Mellemamerikas indianere er blevet mindre synlige som følge af, at de sprogligt og kulturelt mere og mere kommer til at ligne andre mellemamerikanere; karakteristiske traditionelle indianske kulturtræk i form af klædedragt, sprog, religion, folkemedicin osv. forsvinder ofte i takt med integrationen i det spansk-amerikanske samfund. Millioner af indianere bor i større byer som Mexico City, Guadalajara, Mérida, Oaxaca de Juárez, og Ciudad de Guatemala, og i USA lever andre tusinder af indianere fra hele Mellemamerika under fællesbetegnelsen chicanos eller hispanics.

I Mellemamerikas moderne nationalstater fremhæves de oprindelige indianske kulturer som en del af den nationale kulturelle arv. Samtidig forsøger man ved tvang at homogenisere befolkningerne, og den ikke-indianske befolkning har en ofte næsten samstemmende foragtelig indstilling til de nulevende indianere. Det har bevirket, at der er skabt en politisk indiansk modstand, som benytter indiansk kultur i kampen for rettigheder og øget selvstyre. Dette har hæmmet nationalstaternes bestræbelser på ensretning og medført en modsatrettet bevægelse imod stadig større kulturel forskellighed. Overalt i Mellemamerika ses denne såkaldte revitaliseringsbølge, bl.a. i form af genoplivelse af gamle traditioner og sprogbevarelse. Bevægelserne har været stærke i de mexicanske stater Oaxaca og Chiapas samt hos cuna i Panama, men ingen steder har den været så stærk som blandt mayaerne i Guatemala. Her forsøger en bevægelse bestående af en række forskellige mayafolk under ledelse af højtuddannede mayaer at skabe en fælles, demokratisk mayanation. En kendt repræsentant for bevægelsen er Rigoberta Menchú, der i 1992 fik Nobels Fredspris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig