Chola, (sp., af uvis opr.), oprindelig en betegnelse for indianske kvinder, der mere eller mindre frivilligt sluttede sig til de hvides lejr i forbindelse med spaniernes erobringer. I dag bruges betegnelsen om både kvinder og mænd (cholos) af indiansk afstamning, der har distanceret sig geografisk og kulturelt fra de indianske landsbysamfund i Andesregionen, specielt i Ecuador, Peru og Bolivia. Der finder stadig en fortløbende afvandring sted fra de indianske samfund til cholabefolkningen.