Apinayé, brasiliansk indianerstamme tilhørende de nordlige Gêfolk; lever i Galleriskovbæltet nær Tocantins-floden. Befolkningen, der i 1994 var på under 500 mennesker, er under stærk påvirkning af indvandrende brasilianske kolonister, der ernærer sig ved kvægavl og indsamling af nødder. Til trods herfor har apinayé-stammen bevaret væsentlige sider af sine religiøse ceremonier og sociale organisation. Landsbyerne, der er udlagt i cirkelform, er delt diagonalt i matrilineære, eksogame halvdele (moieties), der hver for sig er hierarkisk opdelt med henblik på ceremonielle opgaver.