Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

andesindianere

Oprindelig forfatter NiFo Seneste forfatter Redaktionen

Andesindianere fra landsbyen Juncal, 1974. Ordet chalana på sproget quechua kan bedst oversættes med smulerne fra de riges bord. Når marken er høstet, kan landsbyens fattigste — her en gruppe kvinder med spædbørn — frit indsamle tiloversblevne aks til eget brug. Kornmarkerne høstes med segl. Kvinderne bærer hjemmevævede nederdele og skulderslag samt filthatte, der er typiske for Cañarregionen i Ecuador.

Andesindianere fra landsbyen Juncal, 1974. Ordet chalana på sproget quechua kan bedst oversættes med smulerne fra de riges bord. Når marken er høstet, kan landsbyens fattigste — her en gruppe kvinder med spædbørn — frit indsamle tiloversblevne aks til eget brug. Kornmarkerne høstes med segl. Kvinderne bærer hjemmevævede nederdele og skulderslag samt filthatte, der er typiske for Cañarregionen i Ecuador.

andesindianere, etnografisk betegnelse med to betydninger; dels — generelt — den oprindelige befolkning, der lever i Andesbjergene fra Colombia i nord til Chiles sydspids, dels — i historisk og politisk forstand — efterkommere af befolkningen i Inkariget Tawantinsuyu, dvs. indianere både i bjergene og på kysten i Ecuador, Peru, Bolivia, det nordlige Chile og det nordvestlige Argentina. Disse folk, der taler quechua, — bortset fra de sydligste, der taler aymará, — har en oprindelig andin tradition tilfælles, især hvad angår dragt, bosætning, agerbrug og mad; i deres sociale og religiøse liv er de derimod dybt påvirkede af den spanske koloniserings institutioner.

Andesindianerne synes i tusinder af år at have drevet et meget arbejdsintensivt agerbrug med kunstvanding og produktion året rundt. Før erobringen levede bønderne spredt på deres individuelle jorder, men i 1570 indførte spanierne reducciones, dvs. befolkningskoncentration i landsbyer. Denne ændring skulle lette spaniernes inddrivelse af arbejdsskat, mita, og var desuden praktisk, når man skulle udbrede kristendommen blandt de indfødte. Sammenflytningen af bønderne har imidlertid vanskeliggjort den karakteristiske spredning af deres jordlodder, der er en følge af den såkaldte vertikale økologi. Hermed menes, at årstidernes skiften i store dele af Andes er mindre afgørende end variationen i højden over havet. I områdets nordlige og centrale dele, hvor årstidsvariationen er lille og kunstvanding supplerer nedbør, bliver højden afgørende for afgrødernes liv og væksttid. Nogle afgrøder som fx kartoffel og andre rodknolde trives i op til 4000 m.o.h., mens fx majs og grøntsager kræver mere varme og derfor kun dyrkes i op til ca. 3000 m højde. I de lunere dalstrøg kan man høste frugter, bomuld og coca. Hvis den enkelte bonde ikke længere kan leve af udbyttet i de højdemæssigt forskellige økologiske zoner, må han/hun forlade sig på regionens ugentlige markeder. Forskellen i temperatur mellem nat og dag er markant. Det har især sydpå ført til en fryse-tørre teknik af kartofler, chuño, der har lang holdbarhed og kan tåle transport over store afstande. Foruden chuño udveksles der mellem højsletten og de lavereliggende regioner almindelige kartofler, tørret lamakød, charqui, og salt.

De indianske landsbyer udgør stadig et karakteristisk træk i områdets nationale befolkningsprofil. Mange af dem søger bevidst at isolere sig fra de nationale påvirkninger og nyfortolker derfor spanske institutioner. Således har de mere lukkede samfund opretholdt resterne af en civil-religiøs organisationsform, hvor ceremonielle embeder (cargos, byrder) går på omgang og sikrer, at en cyklus af fester, knyttet til katolske helgener, afvikles, og at de dermed forbundne økonomiske byrder fordeles på flere. Landsbymedlemmerne får prestige ved at påtage sig sådanne et-årige embedsfunktioner, der er indbyrdes hierarkisk ordnede. Men den, der således påtager sig fx at betale musikken eller fyrværkeriet til en fest, kan ud over slægt og venner trække på sine compadres; compadrazgo er en katolsk institution, der oprindelig betegner båndet mellem et barns biologiske forældre og gudfædre/-mødre, men den har i Andes fået udvidet betydning til at omfatte rituelt slægtskab, hvorved det enkelte landsbymedlem opnår et forstærket solidarisk netværk. Ved hjælp af slægten, ayllu, compadres og naboer og venner kan selv store fester afholdes, fordi man deles om byrderne. Bønderne bruger således deres overskud i landsbyen; de investerer ikke i mere jord eller teknologi. De vender ryggen til det nationale samfund og satser på lokal identitet.

Annonce

Andesindianerne lever inden for nationalstater, som foruden klasse- og standsskel også opererer med etniske skel og med en betragtelig kulturel diskrimination de etniske grupper imellem. Foruden indianerne på landet og de hvide, der fortrinsvis lever i byerne, etableredes der tidligt i kolonitiden en talmæssigt overlegen mestiz-gruppe, der både racemæssigt og kulturelt udgør en blandingsbefolkning. Endelig er der til stadighed en afvandring fra de indianske landsbyer af cholaer, der søger utraditionelle og bedre levevilkår og uddannelse nærmere byerne. Mestizerne og cholaerne integreres efterhånden i de nationale samfund og bidrager på afgørende vis til den voldsomme byudvikling, bl.a. som slumbeboere. Det er derfor vanskeligt at fastsætte antallet af andesindianere. Vurderet kulturelt tæller de ca. 8-10 mio. mennesker; genetisk udgør de majoriteten af befolkningen i Ecuador, Peru og Bolivia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fock: andesindianere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37741