Sac, sauk, nordamerikanske indianere, som oprindelig levede som halvbofaste agerbrugere mellem søerne Michigan og Huron. De sluttede sig i 1730 sammen med de beslægtede fox-indianere (mesquaki). Gruppens høvding, Black Hawk, blev 1832 berømt for sin modstand mod den amerikanske hær i forsøget på at fastholde jordområder øst for Mississippifloden. Hovedparten af gruppen bosatte sig 1869 i Oklahoma, hvor de i 1990'erne besad et mindre reservat. Sac- og foxbefolkningen i Oklahoma udgjorde i 1992 ca. 2200.