Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

puebloindianere

Oprindelige forfattere SWich og Veber Seneste forfatter Redaktionen

puebloindianere, indianere i det amerikanske Sydvesten, opkaldt af de spanske erobrere efter deres byer (se pueblo). De er centreret i det nordlige New Mexico omkring øvre Rio Grande og dens bifloder, hvor der i 1990'erne findes 18 puebloer. Længere mod vest findes zuni, og i det nordlige Arizona ligger hopilandsbyerne (se hopi). En gruppe findes i El Paso i Texas. Trods sproglige samt økologisk og historisk betingede forskelle i den sociale og politiske organisation opviser puebloindianerne en relativt ensartet kultur orienteret omkring et rigt ceremonielt liv, som delvis udfolder sig i underjordiske rum (kivaer), hvortil ikke-indviede kan formenes adgang. Tidligere ernærede pueblofolkene sig ved landbrug, men i dag er lønarbejde og kunsthåndværk, især keramik og sølvsmedearbejde, mere fremtrædende. I 1990'erne udgør puebloindianerne ca. 50.000 mennesker. Se også indianere.

Sprog

Den kulturelle interaktion i puebloindianernes område går ca. 2000 år tilbage, hvilket har resulteret i et sprogforbund, som i dag omfatter keresansk, tanoansk, zuni, hopi og apache. Disse nordamerikanske sprog er, skønt de tilhører eller repræsenterer fem forskellige sprogætter og isolater, fælles om træk som glottaliserede konsonanter, toner, ustemte vokaler og dualis; alle disse træk er generelt fraværende i tilgrænsende områder. Udforskningen af sprogene varierer stærkt, idet keresanske og tanoanske sprog kun er sparsomt beskrevet, mens hopi er et af de grundigst udforskede sprog i Nordamerika.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Wichmann, Hanne Veber: puebloindianere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=146930