Omaha, nordamerikanske indianere, hvis områder i 1700- og 1800-t. strakte sig på begge sider af floden Missouri i Nebraska og Iowa. De var bofaste og ernærede sig ved landbrug i floddalene og bisonjagt på prærien. Samfundet var delt i arvelige rangklasser af høvdinge, præster, medicinmænd og almindelige medlemmer. Af de ca. 6000 medlemmer (1990'erne) bor halvdelen på Omahareservatet i det nordøstlige Nebraska.