Nordvestkystindianerne er de nordamerikanske indianere i kystområdet fra Yakutat Bay i Alaska til Cape Mendocino i det nordlige Californien. Området former sig som en langstrakt skærgård med fjorde, bugter og kyst mellem Stillehavet og fastlandets bjergmassiver. Både i kulturhistorisk og naturgeografisk forstand er området egenartet og væsentligt forskelligt fra områderne inde i landet på den anden side af bjergene. Klimaet er relativt mildt, men særdeles regnfuldt. Vegetationen domineres af tæt og ufremkommelig skov, i visse lokalområder tempereret regnskov.

De indfødte befolkninger udviklede tidligt (ca. 8000 f.v.t.) kulturer, der orienterede sig mod havets resurser. Et rigt liv af hvaler, sæler, søløver og havoddere, store mængder af laks, sild, lodde, helleflynder, torsk og andre fisk samt mange arter af skaldyr gav basis for en stor befolkningskoncentration, overalt hvor et stykke åben strand mellem klipperne, havet og floderne gav plads til menneskeboliger.

Stammer og samfundsforhold

De indfødte befolkninger udgjorde på tidspunktet for den første kontakt med europæere i 1774 ca. 200.000 fordelt på 200-300 selvstændige landsbygrupper. De mest kendte er tlingit på kysten og øerne i det sydlige Alaska; haida på Queen Charlotte Islands og i Alaskas sydlige skærgård; flere undergrupper af tsimshian omkring floderne Skeena og Nass i British Columbia; nootka på vestsiden af Vancouver Island; kwakiutl i skærgården omkring Queen Charlotte Strait; Bella Coola ved floden af samme navn; salish i kystområderne mellem Vancouver Island, fastlandet og Puget Sound samt chinook og en lang række mindre grupper i kystområderne i staterne Washington, Oregon og det nordlige Californien.

De oprindelige samfund var komplekse og strengt hierarkisk opbygget med en adel af høvdingeslægt, en klasse af almene medlemmer af gruppen samt en underklasse af slaver. Samfundene var bygget op af "huse", som på én og samme tid udgjorde en slægts- eller familiegruppe, der alle boede i et større plankehus, som udgjorde boligen for såvel høvdingen som hans nære familie og følge samt slaver.

Positionen i samfundet afhang af rigdom og afstamning. De enkelte "huse" inden for en landsby var indbyrdes rangordnede og kontrollerede fiskepladser og fangstområder. Især var flodmundinger med sæsonbestemt lakseopgang strategisk vigtige. Her kunne fangsten i løbet af få uger sikre forsyning af fødevarer for længere tid af røget og tørret fisk til en landsby. Denne erhvervsform og oplagringen af føde gav et økonomisk overskud, der gav plads til en udvikling af specialiserede håndværk og kunst.

Nordvestkystindianernes udhulede, havgående kanoer, hvoraf de største, krigskanoerne (der kunne være over 18 m lange), gav mulighed for at nå vidt omkring. Man drev langdistancehandel og førte blodige krigstogter mod hinanden ad vandvejene. Krigsfanger blev gerne gjort til slaver.

Rang og kontrol med resurser gik i arv inden for høvdingeslægterne. Det skete bl.a. i forbindelse med navngivning, begravelser og indgåelse af ægteskab, og det blev stadfæstet gennem afholdelse af store gavegivningsfester, potlatch, hvor gæsterne blev betalt for at bevidne overdragelsen af rettigheder og positioner. Under potlatchen omfordeltes store værdier. Tidligere drejede det sig om pelsværk, udbankede kobberplader, tønder med fiskeolie, fint udskårne masker og andre træskærerarbejder. Senere føjedes uldtæpper og metalredskaber til repertoiret af gaver og i 1900-tallet desuden symaskiner, billardborde, motorbåde og andre industrivarer.

Europæerne så i potlatchen en overdådig bortødslen af materielle værdier, hvilket forargede dem; dette samt det forhold, at visse indianske riter fremstillede kannibalistiske motiver, førte til, at potlatchen i Canada blev forbudt ved lov i 1884. Forbudet blev opretholdt frem til 1951; det blev opfattet som et led i en tvungen assimilering af indianerne i det moderne canadiske samfund. I nyere tid er der efter forbudets ophævelse sket en ny opblomstring af de indianske fester med tilhørende gaveuddelinger og maskedanse. I dag rejses der atter totempæle i de indianske byer fra Alaska i nord til Vancouver i syd.

Kontakten med europæerne medførte i løbet af 1700- og 1800-tallet gentagne, omfattende epidemier af bl.a. skoldkopper og mæslinger, som reducerede befolkningen med 80 %. I 1900-tallet er indianernes antal dog voksende, og de tæller i 1990'erne ca. 80.000. De ernærer sig hovedsagelig ved fiskeri og skovarbejde. Store skovstrækninger i området er udlagt til kommerciel skovdrift, der mange steder ødelægger indianernes fødekilder. Alkoholmisbrug er et udbredt problem. Der foregår imidlertid en tydelig genoplivning af den indianske kultur og identitet, og bl.a. produktion af kunsthåndværk er i fremgang og en væsentlig indtægtskilde.

Kunst

Nordvestkystindianernes kunst omfatter udsmykning af dagligdags brugsgenstande samt en yderst detaljerig udformning af ceremonielle genstande og værdifulde ejendele. Berømte er især deres træskærerarbejder som masker, kasser, husgeråd, husstolper, træpæle og kanoer, dekoreret med en mangfoldighed af stiliserede motiver og indlagt med perlemor eller stykker af metal. Gennem udformning og dekoration åbnes for en overnaturlig besjæling af især de ceremonielle masker, rangler og andet udstyr. De op til 15-18 m høje, fint udskårne og bemalede pæle, som man rejste foran husene, blev blandt europæere kendt som totempæle. De blev rejst af høvdinge til ære for dem selv eller deres slægt. Motiverne i udskæringerne refererer til klantilhørsforhold og mytiske forestillinger. De raffinerede chilkattæpper væves blandt tlingit af uld fra bjerggeden, bomuld og barken af kæmpethuja, Thuja plicata (eng. Western red cedar) og beslægtede arter. Mere enkle er de ceremonielle røde og blå uldtæpper, dekoreret med hvide perlemorsknapper, som blev introduceret med pelshandelen på kysten. Kurvearbejder og fint flettede og dekorerede hatte kompletterer billedet. Samtlige former for kunsthåndværk videreføres og videreudvikles af samtidens indianske kunstnere, fx Bill Reid (1920-98).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig