Kiowa, nordamerikanske prærieindianere. Kiowa levede oprindelig i Yellowstone-området, men trak sydpå i tidlig historisk tid. Fra slutningen af 1700-t. dominerede de sammen med comanche og kiowa-apache-indianerne den sydlige prærie. De tre stammer fik i 1867 fælles reservat i Oklahoma. Størsteparten af jorden blev imidlertid ved lov åbnet for bosættere i 1901, og indianerne stod tilbage med mindre, private jordlodder. Der var i 1992 ca. 10.000 kiowa.

En tradition for visuel fremstilling af vigtige begivenheder i gruppens liv er videreført i moderne billedkunst. Kiowa-kunstmalere tiltrak sig international opmærksomhed allerede i 1927, og flere, såvel billedkunstnere som andre, er siden fulgt efter, blandt andre forfatteren N. Scott Momaday (f. 1934).

Sprog

Kiowa tales af ca. 800 i Oklahoma. Det tilhører den kiowa-tanoanske sprogfamilie, som tillige omfatter fire andre sprog, der tales i staten New Mexico: jemez, tewa, nordtiwa og sydtiwa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig