De første palæoindianske folk, som var indvandrere fra Asien, drev jagt på storvildt som mammut, vild hest, bison, antilope og kamel på tundraen og sletterne foran isen. Arkæologerne skelner mellem forskellige kulturtraditioner, herunder Folsom og Clovis, der har navn efter de første fundsteder i New Mexico og er dateret til 10000-9000 f.v.t. Variationer af denne jægerkultur var udbredt over hele Nordamerika øst for Rocky Mountains. I den vestlige del og på Stillehavskysten levede jægere og samlere, som i højere grad ernærede sig på indsamling af vilde agern, nødder, bær o.a. Fund i klippehuler vidner om begyndende udvikling af plantedyrkning.
Efter at isen var forsvundet, og de store dyr uddøde (8000-7000 f.v.t.), udvikledes mere specialiserede kulturformer, der var tilpasset de regionale variationer i omgivelserne, som fulgte af det varmere klima. Fund af redskaber viser, at man mange steder bl.a. ernærede sig ved et primitivt agerbrug med bønner, græskar og solsikker. Ca. 2000 f.v.t. var man i den sydvestlige del af Nordamerika begyndt at dyrke majs; det klassiske indianske landbrugskompleks med majs, bønner og græskar som basisafgrøder blev udviklet i Mexico for mellem fem og syv tusinde år siden. Herfra spredtes det mod nord og øst til Nordamerika.
Nogle af de tidlige landbrugskulturer nord for Mexico var Adena og Hopewell (ca. 1100 f.v.t.-700 e.v.t.). Deres centrum var Ohiodalen, men de var udbredt over hele det østlige og midtvestlige Nordamerika. Man byggede store gravhøje, havde pottemageri, dyrkede tobak og byttede sig til kobber, guld og sølv, havskaller, alligatortænder og andre eksotiske varer fra fjerne regioner.
En senere tradition, der var baseret på en mere avanceret majsart, blev udviklet i dalene omkring den centrale del af Mississippifloden og dens største bifloder. Det var en bykultur, og Cahokia, grundlagt ca. 600 e.v.t. i det nuværende Illinois, var med sine ca. 10.000 indbyggere og over 100 tempelhøje inden for et område på 13 km2 den største forhistoriske by nord for Mexico. Kulturen var i forfald, allerede før de første spanske erobrere kom (1539), men den bestod til langt ind i 1600-tallet blandt folkene i den sydøstlige del af kontinentet, heriblandt de såkaldte civiliserede stammer. I det østlige skovområde længere nordpå udvikledes en svedjebrugskultur blandt de irokesiske folk.
De forhistoriske landbrugskulturer i Nordamerika omfattede ikke husdyrhold bortset fra hunde, som blev brugt til jagt. Man sikrede sig en tilstrækkelig stor bestand af tilgængeligt hjortevildt ved med mellemrum at afbrænde sletter og underskov, hvilket gav plads for frisk græs til dyrene.
I det tørre sydvest udvikledes kunstvandingsagerbrug. Hohokam (300 f.v.t.-1100 e.v.t.) opbyggede et kanalsystem, som afledte vand fra floderne Salt og Gila i det centrale Arizona. Hohokam anses for at være forfædre til de nulevende pima- og papagoindianere. Mogollonkulturen (300 f.v.t.-1350 e.v.t.), som havde en fin keramisk tradition, var centreret i bjergområdet mellem det nuværende New Mexico og Arizona; bl.a. pueblofolket zuni menes at være efterkommere af Mogollon. Anasazi (300-1300 e.v.t.) byggede de karakteristiske huse af sten og adobe (soltørrede mursten) med 20-1000 rum i op til fire etager og underjordiske ceremonielle forsamlingshuse, kivaer. Et centrum var den hesteskoformede Pueblo Bonito i Chaco Canyon, New Mexico. Byerne udvekslede luksusvarer som ædelmetaller, ædelsten, havskaller, fjer, medicinplanter og specialiserede lokale produkter. Anasazibyerne blev gradvis forladt efter 1200-1300 e.v.t., muligvis pga. tørke. Hopi og puebloindianerne i Rio Grande-området regnes for Anasazis efterkommere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.