De første palæoindianske folk, som var indvandrere fra Asien, drev jagt på storvildt som mammut, vild hest, bison, antilope og kamel på tundraen og sletterne foran isen. Arkæologerne skelner mellem forskellige kulturtraditioner, herunder Folsom og Clovis, der har navn efter de første fundsteder i New Mexico og er dateret til 10000-9000 f.v.t. Variationer af denne jægerkultur var udbredt over hele Nordamerika øst for Rocky Mountains. I den vestlige del og på Stillehavskysten levede jægere og samlere, som i højere grad ernærede sig på indsamling af vilde agern, nødder, bær o.a. Fund i klippehuler vidner om begyndende udvikling af plantedyrkning.

Efter at isen var forsvundet, og de store dyr uddøde (8000-7000 f.v.t.), udvikledes mere specialiserede kulturformer, der var tilpasset de regionale variationer i omgivelserne, som fulgte af det varmere klima. Fund af redskaber viser, at man mange steder bl.a. ernærede sig ved et primitivt agerbrug med bønner, græskar og solsikker. Ca. 2000 f.v.t. var man i den sydvestlige del af Nordamerika begyndt at dyrke majs; det klassiske indianske landbrugskompleks med majs, bønner og græskar som basisafgrøder blev udviklet i Mexico for mellem fem og syv tusinde år siden. Herfra spredtes det mod nord og øst til Nordamerika.

Nogle af de tidlige landbrugskulturer nord for Mexico var Adena og Hopewell (ca. 1100 f.v.t.-700 e.v.t.). Deres centrum var Ohiodalen, men de var udbredt over hele det østlige og midtvestlige Nordamerika. Man byggede store gravhøje, havde pottemageri, dyrkede tobak og byttede sig til kobber, guld og sølv, havskaller, alligatortænder og andre eksotiske varer fra fjerne regioner.

En senere tradition, der var baseret på en mere avanceret majsart, blev udviklet i dalene omkring den centrale del af Mississippifloden og dens største bifloder. Det var en bykultur, og Cahokia, grundlagt ca. 600 e.v.t. i det nuværende Illinois, var med sine ca. 10.000 indbyggere og over 100 tempelhøje inden for et område på 13 km2 den største forhistoriske by nord for Mexico. Kulturen var i forfald, allerede før de første spanske erobrere kom (1539), men den bestod til langt ind i 1600-tallet blandt folkene i den sydøstlige del af kontinentet, heriblandt de såkaldte civiliserede stammer. I det østlige skovområde længere nordpå udvikledes en svedjebrugskultur blandt de irokesiske folk.

De forhistoriske landbrugskulturer i Nordamerika omfattede ikke husdyrhold bortset fra hunde, som blev brugt til jagt. Man sikrede sig en tilstrækkelig stor bestand af tilgængeligt hjortevildt ved med mellemrum at afbrænde sletter og underskov, hvilket gav plads for frisk græs til dyrene.

I det tørre sydvest udvikledes kunstvandingsagerbrug. Hohokam (300 f.v.t.-1100 e.v.t.) opbyggede et kanalsystem, som afledte vand fra floderne Salt og Gila i det centrale Arizona. Hohokam anses for at være forfædre til de nulevende pima- og papagoindianere. Mogollonkulturen (300 f.v.t.-1350 e.v.t.), som havde en fin keramisk tradition, var centreret i bjergområdet mellem det nuværende New Mexico og Arizona; bl.a. pueblofolket zuni menes at være efterkommere af Mogollon. Anasazi (300-1300 e.v.t.) byggede de karakteristiske huse af sten og adobe (soltørrede mursten) med 20-1000 rum i op til fire etager og underjordiske ceremonielle forsamlingshuse, kivaer. Et centrum var den hesteskoformede Pueblo Bonito i Chaco Canyon, New Mexico. Byerne udvekslede luksusvarer som ædelmetaller, ædelsten, havskaller, fjer, medicinplanter og specialiserede lokale produkter. Anasazibyerne blev gradvis forladt efter 1200-1300 e.v.t., muligvis pga. tørke. Hopi og puebloindianerne i Rio Grande-området regnes for Anasazis efterkommere.

Traditionelle kulturtyper

For overskuelighedens skyld inddeles Nordamerikas oprindelige kulturer ofte i et antal kulturområder, som beskriver en livsform, der var særegen for de folk, som levede i et givet område på et givet tidspunkt. Inddelingen afspejler ikke et øjebliksbillede af, hvordan indianerne levede før kolonialismen, men er en abstraktion, som søger at skabe overblik over en række særdeles komplekse, varierede og bestandigt skiftende historiske kulturformer. Antallet af kulturområder varierer alt efter den kulturgeografiske definition, man anlægger.

Det arktiske område er beboet af aleuter på De Aleutiske Øer ud for Alaska og inuit. Det nordlige skovland, som omfatter det meste af Canada, var hjemsted for mobile jægerfolk af de algonkinske og athapaskiske sprogfamilier. Det østlige skovland udgør området omkring og øst for Great Lakes i Canada og USA. De oprindelige kulturformer byggede her på kombinationer af agerbrug, jagt og fiskeri med fast bosætning i landsbyer, der ofte bestod af langhuse. Irokeserne er det tydeligste eksempel på denne kultur. I det sydøstlige skovland fandtes andre beslægtede landbrugskulturer med hierarkisk ordnede styreformer, således som de kendes fra de såkaldte civiliserede stammer.

Prærieområdet rummede efter europæernes indførelse af heste den særlige kulturform, som prærieindianerne er kendt for. Spanierne indførte i 1600-tallet hesten i Sydvesten, hvorfra den hurtigt vandt udbredelse i store dele af kontinentet og gav anledning til udviklingen af en helt ny mobil præriekultur, lagt an på bisonjagt og vandringer efter dyreflokkene. Indianske folk, som førhen havde været baseret på kombinationer af agerbrug i floddale og skovland med korte jagtture på prærien, blev nu fuldtidsnomader på prærien. Det gjaldt fx crow, cheyenne, sioux og arapahoe, populært kendt som typiske prærieindianere. De nye rytterfolk fordrev samtidig andre indianske grupper, fx de nordlige apacher, der før havde levet i prærielandet som halvbofaste jægere, samlere og havedyrkere. Selvom kulturformen kun bestod nogle få hundrede år, har prærieindianerne undertiden været opfattet som prototypen på Nordamerikas oprindelige folk.

Sydvesten rummer en række forskellige kulturformer, som er tilpasset regionens meget varierede lokale zoner. Puebloindianerne var landbrugere og boede traditionelt i landsbyer af adobehuse. Ute, apache og navajo var halvbofaste jægere og havedyrkere i det mere karrige ørken- og bjergland; efter spaniernes indførelse af fåret blev navajo kendt som fåreavlere. I ørkenlandet mod syd fandtes andre landbrugsfolk, fx pima og papago. Rocky Mountains og plateaulandet har været hjemsted for jæger- og samlerkulturer, ligesom det californiske område har dannet basis for specialiserede former for indsamling af nødder, agern etc., hvilket sammen med jagt og fiskeri har ernæret store oprindelige befolkninger. Endelig har nordvestkystindianerne på Stillehavskysten udviklet komplekse og velstående samfundssystemer, baseret på fiskeri og jagt på større havpattedyr og med hierarkier af høvdinge samt slægtsbaseret ejendomsret til fiskepladser og territorier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig