• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indianere (Nordamerika - Mødet med europæerne)

Oprindelige forfattere NKRi, NT og Veber Seneste forfatter Redaktionen

De indianske befolkninger i Nordamerika skønnes at have talt over 7 mio. omkring år 1500. En voldsom befolkningsnedgang fulgte efter mødet med europæerne, som ankom fra midten af 1500-t. Således taltes omkring år 1900 kun 250.000 indfødte i USA og 100.000 i Canada.

Forholdet mellem de nordamerikanske indianere og de europæiske kolonister, senere USA og Canada, blev præget af konfrontation på fire forskellige niveauer: påførelse af sygdomme, anvendelse af fysisk vold, markedsunderlæggelse samt udstrakt brug af traktater.

Den primære årsag til den indianske befolkningsnedgang var de epidemiske sygdomme, som europæerne bragte med sig. Ofte blev alle i en bosætning syge stort set samtidig, og det er blevet anslået, at det mange steder var op mod 90%, der bukkede under.

Annonce

Fysisk vold og militære opgør kom tidligt til at dominere i den europæiske kolonisering af det indianske land. Trods store forskelle i øvrigt var de kristne nybyggersamfund og mange indianske kulturer fælles om at anse voldsdemonstration for en rimelig måde at markere sig på og sikre kontrol over territorium. Dristighed, snarrådighed og våbenfærdighed på både kolonisternes og indianernes side har været hovedtemaer i såvel den akademiske som den folkelige historieskrivning; se indianerkrige.

Spanierne koloniserede fra 1500-t. Sydvesten. Koloniseringen havde til formål at kristne indianerne og sikre sig skatteindtægter fra dem, hvilket i praksis ofte skete gennem tvangsarbejde eller direkte udplyndring. Englænderne var primært interesseret i at erhverve land til bosættelser. De første engelske kolonier blev hjulpet i gang af lokale indianere, som gav nybyggerne fødevarer og lærte dem at overleve i det ukendte landskab. Den engelske koloniseringspolitik var principielt baseret på, at jord skulle erhverves ved køb eller gennem overenskomst med indianerne. I praksis fulgte koloniseringen imidlertid sjældent de officielle retningslinier, og nybyggerbosætningerne ekspanderede aggressivt. Det kom til utallige krige mellem indianerne og nybyggere, men også internt inden for hver af de to kategorier. Befolkningsnedgangen blandt indianerne lettede europæernes overtagelse af store jordområder.

Især franskmændene fokuserede på at etablere handelsrelationer til den indfødte befolkning. De aftog store mængder af pels i bytte for skydevåben, ammunition, metalredskaber og andre industrivarer. De europæiske varer var eftertragtede, men handelen betød samtidig, at indianske samfundsøkonomier, som normalt baseredes på selvforsyning, blev undergravet af europæisk markedsøkonomi, som desuden tilskyndede til rovdrift på efterspurgte pelsdyr. Enorme områder blev genstand for europæiske handelsinteresser, og der skete en indskrænkning af og en ændring i den traditionelle indianske livsform. Pelshandelen afstedkom ofte rivalisering blandt indianerne om jagtterritorier og kontrol med handelen; markedsøkonomien gjorde det let for pelshandlere og agenter fra både private handelskompagnier og kolonimagterne, senere de nationale regeringer, at spille indianerne ud mod hinanden.

Hvor pelshandelen og adgangen til europæiske varer ikke umiddelbart fulgtes af bosættelser, styrkedes flere steder de lokale indianske samfund og kulturer. Blandt nordvestkystindianerne blev høvdingenes positioner således stærkere i løbet af 1800-t. De traditionelle gavegivningsfester, potlatch, blomstrede, og her har store mængder af traditionelle varer og moderne importerede industriprodukter skiftet hænder.

I det sydøstlige USA antog indianerne store dele af den europæiske produktionskultur, herunder produktion af kvæg, hvede og bomuld. Det gjorde ganske vist indianernes områder særlig attraktive for hvide, da efterspørgslen efter jord til nye bomuldsplantager steg voldsomt efter ca. 1800, men som helhed betød tilpasning til ny teknologi, at den hvide fremrykning forsinkedes længe nok til, at mange indianergrupper kunne sikre deres kulturelle overlevelse på længere sigt.

Selvom der sjældent lokalt savnedes muligheder for gnidninger, der kunne give anledning til gensidige overfald, var især de britiske myndigheder tiltrukket af muligheden for at legitimere erobringen af det nordamerikanske kontinent. Det skete gennem traktater, som dels gav nye besiddelser lovgrundlag, dels lovede indianerne sikkerhed i fremtiden inden for et stadig snævrere område. Efter overtagelsen af Canada i 1763 udsendte den britiske kong George 3. en proklamation, som anerkendte indianernes besiddelser og forbød private køb af land vest for Appalacherne. Et af formålene var at undgå, at jordspekulanter og handelskompagnier fik kontrol med landet. Men det var vanskeligt at håndhæve proklamationens bestemmelser.

Efter Den Amerikanske Revolution 1775-83 tilfaldt Nordvestterritoriet USA. Det blev bestemt, at det vældige område skulle inddeles i delstater, men at spørgsmålet vedrørende indianere primært skulle være et føderalt anliggende. Den amerikanske indianerpolitik kom til at svinge mellem to synspunkter. På den ene side stod en bestræbelse på gradvis og fredelig overdragelse af indiansk land samtidig med, at indianerne skulle omlægge deres livsstil efter europæisk forbillede under regeringens faderlige beskyttelse. Modsat denne stod en aggressiv voldelig territorial ekspansion, hvor man så indianernes forsvinden som udviklingens naturlige pris. På begge fløje fandtes fortalere for en forflyttelse af indianerne til landet vest for Mississippifloden som USA havde købt af Frankrig i 1803. Kun et mindretal mente, at de traktater, som var blevet indgået med indianerne om fastlæggelse af grænser mellem indianske områder og nybyggerområder, skulle overholdes. I praksis var det umuligt at styre de uregerlige kolonister, og det kom til mange lokale krige. Problemerne forværredes ikke mindst, da der blev fundet guld i cherokeeindianernes område, som staten Georgia gjorde krav på. En række højesteretsafgørelser angående parternes suverænitet løste ikke spørgsmålet, og i det omfang kendelserne gik staterne imod, undlod man blot at følge dem.

Under præsident Andrew Jackson vedtoges i 1830 en lov om flytning af indianerne til områder vest for Mississippifloden. I de følgende år flyttede de store indianske befolkninger i øst under forskellige former for pres og tvang. Det kom til krige med creek- og seminoleindianerne, som indianerne tabte. Blandt cherokee opstod dyb intern splittelse. Hovedparten af befolkningen nægtede at opgive deres land og under tvangsforflyttelsen i 1837-38 omkom tusinder undervejs.

Men flytningerne skabte kun en kortvarig fred. Efter at Texas blev annekteret i 1845 og både Oregon og det gamle New Mexico og Californien blev overtaget fra Mexico i de følgende år, åbnedes gennemgangsveje gennem det indianske territorium. Dermed indledtes reservatsystemet som en måde, hvorpå indianerne efterhånden kunne samles i afgrænsede områder, hvor de skulle beskyttes og omvendes. Professionelle jægeres intense jagt medførte, at bisonoksen, prærieindianernes livsgrundlag, blev næsten udryddet. Korruption og misligholdelse af traktaternes bestemmelser om fødevareleverancer til indianerne medførte sult og uro på reservaterne og årtiers blodige stridigheder. Den endelige pacificering indtrådte først efter massakren på en gruppe siouxindianere i 1890 ved Wounded Knee, South Dakota.

Den amerikanske kongres nægtede fra 1871 at anerkende indianerne som selvstændige nationer, og i 1887 fulgte en lov, General Allotment Act, hvorved indianernes reservater blev udstykket i jordlodder, som indianerne efter 25 år ville overtage den fulde ejendomsret til; størstedelen af reservaterne blev endvidere tilgængelige for hvide. Den føderale regering lovede støtte til landbrugsetablering foruden nogle årlige ydelser. Løfterne, som tilstræbte en afvikling af den indianske kultur, blev imidlertid senere en væsentlig løftestang i forsøget på at rekonstituere de indianske samfund.

Nordamerikas indianere i 1900-tallet

Indianerne i USA fik amerikansk statsborgerskab i 1924. I 1934 vedtog kongressen den såkaldte Reorganiseringslov for Indianere, hvis formål var at give reservaterne politisk og økonomisk selvstyre. Lovens fortalere forudså, at den kunne bruges til at integrere splittede grupper, genopbygge ny politisk autoritet, skabe nye grupper af uddannede unge og engagere de enkelte reservater i langsigtet økonomisk planlægning. Kritikerne argumenterede med, at loven indebar en stadig afhængighed af det føderale kontor for indianske anliggender.

På trods af, at Kongressen i en periode i 1950'erne prøvede at frigøre sig fra sine forpligtelser, og på trods af en generel samfundsudvikling, som har været højst ugunstig for indianernes ofte ikke-specialiserede arbejdskraft, er det i nogen grad lykkedes at stabilisere udviklingen på mange reservater, at sikre føderale tilskud, som administreres af indianere selv, og at fastholde krav om særrettigheder, herunder ejendomsret til de naturlige resurser, med henvisning til traktaternes bestemmelser. I kraft af bl.a. anerkendelsen af "stammer" som enheder med egne jordbesiddelser og ejendomsret til områdernes naturlige resurser har indianerne til forskel fra andre etniske grupper været i stand til at opbygge nye politiske strukturer og udbygge en kollektiv identitet i forhold til både føderale og enkeltstatslige myndigheder. Store dele af den indianske befolkning både på og uden for reservaterne lever dog stadig under dårlige sociale og sundhedsmæssige forhold.

Gennem 1900-t. er det indianske folketal igen begyndt at stige. De seneste folketællinger viste 2,4 mio. indianere i USA (2000) og 690.000 i Canada (2001). Flertallet af Nordamerikas indianere lever i storbyerne. I USA bor kun ca. 1/4 af de registrerede indianere i de 278 indianske reservater. I Canada fordeler 57% af de indfødte folk sig på de ca. 2000 reservater, resten bor i byerne.

De moderne indianske kulturer ligger langt fra kulturområdernes karakteriseringer. De indianske folk er i vidt omfang indgået i det amerikanske eller det canadiske samfund og gennem ægteskab blandet med ikke-indianske folk af forskellig herkomst. Mange steder på reservaterne findes der imidlertid indianske samfund, der mere eller mindre er baseret på en subsistensøkonomi, suppleret med arbejdsindtægter eller forskellige former for overførselsindkomst.

Der gøres et stort arbejde for at bevare indiansk sprog og kultur; mange indianske sprog tales fortsat af traditionelt orienterede personer, og religiøse og andre ceremonier afholdes efter både traditionelle og moderniserede forskrifter. En specialiseret indiansk tradition inden for kunst og kunsthåndværk udvikles fortsat i kraft af muligheden for afsætning til et fortrinsvis ikke-indiansk publikum. Gennem powwows og andre indianske sammenkomster vedligeholdes såvel lokale gruppetilhørsforhold som panindianske identiteter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Naja Riegels, Niels Thorsen, Hanne Veber: indianere (Nordamerika - Mødet med europæerne) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97168



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. indianere (Nordamerika - Mødet med europæerne)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik