Crow, absaroka eller absaalooke, ('børn af fuglen med det lange næb'), nordamerikanske indianere af siouxsproggruppen. Crow var oprindelig landbrugere ved øvre Missouri River, men vandrede omkring 1600 vestpå og slog sig ned i området ved Yellowstone River. Efter ca. 1700 levede Crow som prærieindianere med bisonjagt som vigtigste næringsform, og efter 1730 deltog de i våben- og hestehandel med shoshoneindianerne. I 1800-t. allierede crowindianerne sig med amerikanerne i krige mellem USA og siouxindianerne. Deres antal blev i 1991 opgjort til ca. 8500; de besidder et reservat i det sydlige Montana.