Tasaday, folkegruppe, som lever i regnskoven på Mindanao, Filippinerne. Tasadaygruppen blev fundet 1971, og dens medlemmer, hvis antal på det tidspunkt var ca. 25 personer, blev da beskrevet som Jordens mest primitive folk. De boede i grotter, anvendte stenredskaber og bar dragter lavet af blade. De gik ikke på jagt eller dyrkede jorden, men ernærede sig udelukkende ved føde indsamlet i regnskoven. Filippineren Manuel Elizalde (1937-97), som opdagede folket, forbød andre videnskabsmænd at besøge tasaday. Efter Marcosregimets fald 1986 åbnedes området, og det viste sig, at beskrivelsen af folkets levevis som et primitivt stenalderfolk hovedsagelig var konstrueret. Der findes en lille tasadaygruppe, men den har samme levevis som de fleste andre folkegrupper i området. Sproget tasaday er austronesisk og er først blevet nærmere undersøgt i 1990'erne.