Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sigøjnere

Oprindelig forfatter HHoJ Seneste forfatter Redaktionen

sigøjnere, folkegrupper, ofte omvandrende, som findes i alle verdensdele. Antallet er størst i Europa, hvor det anslås, at halvdelen af alle sigøjnere lever, ca. 5-6 mio. (2000).

Ordet sigøjner kommer af tysk Zigeuner, udbredt i mange euroræiske sprog, men af uvis oprindelse.

Store grupper findes i Rumænien, Bulgarien og de fleste andre østeuropæiske lande samt i bl.a. Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig og Storbritannien. Sigøjnere kalder sig selv roma, manush, kalé, sinti eller de rejsende og betegner ikke-sigøjnere som gaje (sing. gajo).

Historie

Det antages, at sigøjnere er udvandret fra Indien i 800-1300-t., da mange af dem taler det indoariske sprog romani. Der er dog sigøjnergrupper, som ikke mener, at de er af indisk oprindelse, og det er sandsynligt, at sigøjnergrupper delvis er blevet dannet af europæere, som blev marginaliseret i 1400-t.

Annonce

Sigøjnernes historie i Europa er en lang beretning om skiftende herskeres forsøg på at kontrollere, assimilere, udelukke eller udslette dem. De første beskrivelser af sigøjnergrupper i Europa fra 1300-1400-t. omtaler grupper, hvis ledere præsenterede sig selv som grever, og som fortalte, de var pilgrimme fordrevet fra Egypten (jf. eng. Gypsies, sp. gitanos 'egyptere') pga. deres kristne tro. I 1500- og 1600-t. blev sigøjnere erklæret fredløse, og mange blev henrettet, sat på galejerne eller forvist til kolonierne. Tvungen assimilation var i tiden efter 1500- og 1600-t.s eksklusionspolitik frem til midten af 1900-t. den mest udbredte politik. Samfundet ville forbedre sigøjnerne, fx ved at anbringe dem i offentlige arbejdshuse og tvangsfjerne deres børn, der blev anbragt i børnehjem eller bortadopteret. I Rumænien var sigøjnere slaver indtil 1856, og deciderede slaveauktioner blev afholdt. Ca. 500.000 sigøjnere blev dræbt i tyske koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Siden er de fleste stater gået over til en integrationspolitik over for sigøjnerne, men også sidst i 1900-t. blev de i flere europæiske lande udsat for overgreb.

Kultur og livsform

På trods af århundreders forfølgelse og statslige forsøg på assimilation har sigøjneres traditioner, sprog og kultur overlevet. Kulturen har varieret og er langtfra statisk, men skabt og genskabt i samspillet med den omgivende majoritetskultur. Sigøjnere er organiseret i mindre grupper eller stammer, som igen er opdelt i familier eller klaner. Der kan være store forskelle mellem forskellige gruppers levevis; dog er visse fællestræk og centrale aspekter ofte til stede. Sigøjnere har forsøgt at undgå almindeligt lønarbejde og har i stedet ernæret sig gennem en kombination af økonomiske aktiviteter, der varierer geografisk og historisk. Eksempler på nicher, som sigøjnere har fundet og udviklet, er kedelflikkeri, dørsalg af håndværk eller industrielt fremstillede varer, handel med heste eller biler, klunseri med fx metaller og klude, spåkoneri, underholdning med dans og musik, plukning af frugt og andet sæsonarbejde i landbruget og udførelse af bygge- og havearbejde. I sigøjnernes livsform er der en kønsbaseret arbejdsdeling, hvor kvinderne har ansvaret for at skaffe de daglige fornødenheder, mens mændene står for større og mere statusprægede udgifter som beboelsesvogne, sidst i 1900-t. i form af biler og campingvogne.

Sigøjnerne er meget mobile, hvilket gør det vanskeligt for en statsmagt at kontrollere dem. Deres fleksibilitet er dels en af forudsætningerne for deres mangeartede former for selvstændig beskæftigelse, dels et udtryk for et værdisæt, der ser rejsen som en ideel livsform. Boglig viden og det at kunne læse er ikke statusgivende.

For at blive anerkendt som sigøjner af andre sigøjnere skal mindst den ene af ens forældre være sigøjner og ens levevis være som sigøjnernes. Der eksisterer en række idéer om besmittelse og renhed, udtrykt i kropslig symbolik, hvor der skelnes mellem kroppens indre og ydre, øvre og nedre halvdel og mellem mænds og kvinders kroppe. Disse grænser sikres gennem tabubelæggelse: Fx bør vask af tøj (ydre krop) og service (indre krop) ikke ske i samme balje, ligesom kvinders og mænds tøj i nogle tilfælde vaskes hver for sig. Alt dette opretholder en symbolsk grænse mellem sigøjnere og gaje.

Sigøjnere er kendt for alt efter situationen at kunne afvise, underspille eller overdrive deres identitet som sigøjnere. Sådanne strategier har en central placering i sigøjnernes dagligliv og selvforståelse. De kan medvirke til at opretholde de udbredte fordomme om løgnagtighed og tyvagtighed, som sigøjnere i visse tilfælde endda vælger at bekræfte helt eller delvis, hvis de skønner, at det kan være til deres fordel.

Politisk organisation

Sigøjnere var førhen ikke organiseret nationalt eller internationalt, og meget tyder på, at sigøjnerkonger eller -grever, der i nogle tilfælde var gaje, især tjente som talsmænd udadtil og var uden særlig autoritet i gruppen. 1925-50 oprettedes nationale sigøjnerorganisationer. De havde ofte et stærkt missionsk tilsnit og ville forbedre sigøjneres vilkår ved at gøre dem bofaste og assimilere dem. Siden slutningen af 1960'erne er der skabt en verdensomspændende sigøjnerbevægelse, som kæmper for anerkendelsen af sigøjneres kultur og rettigheder. Disse nye sigøjnerorganisationer er domineret af intellektuelle sigøjnere, der vil formulere en fælles identitet for sigøjnere og dermed står for et nybrud, eftersom sigøjnerne tidligere forsøgte at gøre sig så lidt synlige som muligt. Sigøjnerorganisationerne ser uddannelse som et vigtigt middel i kampen for deres rettigheder, og de støtter bestræbelser på at gøre sproget romani til et skriftsprog.

8. april er international romadag, som markeres på årsdagen for den første internationale romakongres, der afholdtes 8.4.1971 i London, hvor romaerne anerkendtes som et folk på lige fod med andre folkeslag.

Sigøjnere i Danmark

Sigøjnere i Danmark har i modsætning til andre europæiske landes sigøjnere ikke organiseret sig nationalt, og de udgør langtfra en ensartet gruppe. Antallet er meget usikkert, men anslås at være 2000-4000. De sigøjnerfamilier, som har levet i Danmark i længere tid, hvoraf nogle tidligere var kendt som tatere, er relativt usynlige, mens de sigøjnere, som siden 1960'erne er indvandret fra bl.a. Sverige, Norge, Polen, Italien, Frankrig og det tidligere Jugoslavien i højere grad har påkaldt sig opmærksomhed. De er i den forbindelse ofte blevet opfattet som grupper med store sociale problemer, som det er meget vanskeligt at integrere.

Sprog

Sigøjnernes oprindelige modersmål er romani. Læs mere om sigøjnernes sprog.

Musik

Sigøjnermusik er i bred forstand betegnelse for den musik, som dyrkes af sigøjnere, og i mere snæver betydning den musik, som sigøjnerne selv betragter som deres egen. Læs mere om sigøjnernes musik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Heidi Holmgaard Jensen: sigøjnere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158887