Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

serbere

Oprindelige forfattere GNis og KFle Seneste forfatter Redaktionen

serbere, sydslavisk folk; det største (36%, ca. 8,5 mio.) i det tidligere Jugoslavien, der blev delt i fem stater 1991-92. Den ortodokse kristendom har udgjort den kulturelle baggrund for serberne i hvert fald siden 1200-t., hvad der har adskilt dem fra de sprogligt meget nærtbeslægtede kroater og bosniakker.

Ordet "serber"

Ordet er et gammelt slavisk stammenavn, beslægtet med øvre- og nedresorbisk serb 'sorber', og kendes fra oldgræske kilder som Serbioi, Serbloi som benævnelse for en østslavisk stamme.

Etnonymets herkomst er omstridt. Enkelte etymologer henfører ordet til den indoeuropæiske rod *ser-w- 'bevogte', der på det nordøstiranske sprog skythisk har udviklet sig til *xarv-, lånt til slavisk som *khrvati ’kroater’.

Den sandsynligste tolkning er dog 'forbundsfælle, fostbroder', jf. oldrussisk paserb 'stedsøn' og ukrainsk pryserbytysja 'knytte sig til'. Ordet skulle altså hidrøre fra slaviske stammers betegnelse for en beslægtet nabostamme.

Serberne indvandrede til Balkan i 600-t. sammen med andre slaviske stammer, muligvis fra det nuværende vestlige Ukraine. Se også Serbien (historie).

Især som følge af den osmanniske erobring af Balkanhalvøen blev de spredt over et stort område, og de udgjorde således i 1991 kun 65,8% af befolkningen i Serbien (inkl. Vojvodina og Kosovo), men hhv. 31,4% og 12,2% af befolkningerne i Bosnien-Hercegovina og Kroatien. Siden 1995 er næsten hele den serbiske befolkning i Kroatien blevet fordrevet, og i 1999 skete det samme i Kosovo, hvor de indtil da udgjorde ca. 10%. I 1999 levede ca. 700.000 serbere fra andre dele af det tidligere Jugoslavien som flygtninge i selve Serbien, i Vojvodina og i Montenegro.

Annonce

Montenegrinerne, som i 1991 udgjorde i alt 534.000, heraf 380.500 i Montenegro, regnes af nogle for at tilhøre den serbiske nation.

Se også serbisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen, Karsten Fledelius: serbere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157819