Polygyni er en ægteskabsform, hvor en mand har flere koner. Når med-konerne er søstre, kaldes det sororal polygyni.

Faktaboks

Etymologi
Ordet polygyni kommer af poly- 'flere' og afledning af græsk gyne 'kvinde'.
Også kendt som

Flerkoneri

Polygyni, eller flerkoneri, er en af to hovedformer for polygami, hvor en person er gift med to eller flere på samme tid. Den anden hovedform er polyandri eller flermanderi, hvor en kvinde er gift med flere mænd.

Polygyni er den almindeligste form for polygami, og er mest udbredt i Afrika. Polygyni praktiseres af kulturelle, sociale, økonomiske og religiøse årsager. Fx kan en mand gifte sig med op til fire koner i mange muslimske samfund og befolkningsgrupper.

I kristne samfund og befolkningsgrupper er monogami, hvor man kun har én ægtefælle, generelt den eneste tilladte ægteskabsform. Polygyni praktiseres dog i visse kristne grupper, blandt andet som en traditionel (snarere end formel) ægteskabsform i en række afrikanske lande, og i Nordamerika blandt udbrydere fra Mormonkirken, som officielt afskaffede polygami i 1890.

I zoologien bruges polygyn om arter, hvor hanner parrer sig med flere hunner i yngletiden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig