Tibetansk polygam familie i 1956.
Tibetansk polygam familie i Kalimpong, Himalaya, Indien i 1956. Den ene kvinde er polyandrisk gift med tre af mændene, mens den anden kvinde er polygynt gift som kone nr. to med en af den første kvindes ægtemænd.
Tibetansk polygam familie i 1956.
Af /Nationalmuseet, Etnografisk Samlings Beretningsarkiv..

Polygami er, når en person er gift med to eller flere på samme tid. Det praktiseres primært i to hovedformer: polygyni eller flerkoneri, hvor en mand er gift med flere kvinder, og polyandri eller flermanderi, hvor en kvinde er gift med flere mænd. Polygyni er langt den mest udbredte form for polygami, og polygami bliver derfor ofte brugt som synonym for polygyni. Når polygami finder sted i samfund, hvor ægteskab med flere end én person er ulovligt, kaldes det ofte for bigami.

Faktaboks

Etymologi
Ordet polygami kommer af poly- ('flere') og en afledning af græsk gamos 'ægteskab'.

Globalt set er polygami mest udbredt i Afrika. En lang række lande især i Vest- og Centralafrika tillader polygyni af kulturelle eller religiøse årsager, enten gennem formelle eller traditionelle ægteskabsformer. Polyandri forekommer relativt sjældent, og ses især i Himalaya-regionen. En tredje form for polygami, gruppeægteskab mellem flere mænd og flere kvinder, er ekstrem sjælden. Eksempler kendes blandt andet fra Kaingang-samfund i det sydlige Brasilien.

Polygami kan i nogle samfund være de manges ideal, men er oftest de fås virkelighed. Selv i samfund som tillader polygami, er monogami, eller ægteskab med kun en ægtefælle, generelt den dominerende form. Det skyldes blandt andet, at det kræver økonomiske ressourcer at forsørge flere ægtefæller og børn. Derfor vil der typisk være flere polygame ægteskaber blandt samfundets øvre sociale klasser.

Partnere i polygame ægteskaber

I samfund, hvor polygami praktiseres, kan der være regler for hvilke ægtefæller, en person kan gifte sig med. Udbredte former er polygyniske ægteskaber, hvor med-konerne er søstre, såkaldt sororal polygyni; der findes omvendt også samfund og religiøse grupper, hvor det er forbudt for en mand at gifte sig med søstre. I polyandriske ægteskaber er den mest udbredte form, at med-mændene er brødre, såkaldt fraternal polyandri. De kan enten være biologiske brødre eller klassifikatoriske brødre, dvs. blive anset som brødre i familiegruppen. Med-koner og med-mænd er generelt aldrig gift med hinanden i polygame ægteskaber.

En meget sjælden tredje form for polygami er gruppeægteskab mellem flere mænd og flere kvinder. En variant kendes fra tibetanske samfund i Himalaya-regionen, hvor der findes mangfoldige ægteskabsformer, blandt andet polygyni, polyandri og forskellige kombinationer af polygyni and polyandri. Fx når en mand er gift med to eller flere koner, og den ene af hans koner også er gift med en anden eller flere mænd. Den form for kombination af polygyni og polyandri fører dog ikke nødvendigvis til de samme forpligtelser eller rettigheder over for alle partnere i ægteskabet, som der i princippet ville være i et egentligt gruppeægteskab.

Stort set alle former for praktiseret polygami er baseret på en binær kønsopdeling mellem mand og kvinde. Polygame ægtefæller er generelt af modsat køn, og med-ægtefæller af samme køn. Polygame ægtefæller af samme køn forekommer ekstremt sjældent, og vil typisk tilhøre klassifikatorisk modsatte køn, dvs. at de i forhold til ægteskabet bliver kategoriseret som værende af modsat køn. Fx i Lovedu-samfund i Sydafrika er der eksempler på kvinder, der under specifikke omstændigheder må indtage en mands traditionelle rolle som familieoverhoved, hvorefter kvinden klassificeres som mand og forventes at gifte sig med andre kvinder, der bliver vedkommendes koner.

Grunde til at praktisere polygami

Inden for antropologien har man typisk forklaret, hvorfor visse samfund praktiserer polygami, i forhold til status, ressourcer og sex. For det første kan polygami styrke en persons status gennem den magt og prestige, som ægteskab med flere partnere anses for at skabe. Det er derfor ofte associeret med eliter og ledere — flere strategiske ægteskaber kan skabe fordelagtige alliancer med magtfulde familier og sikre politisk, økonomisk eller personlig magt og prestige.

For det andet kan polygami skabe og sikre ressourcer gennem produktion og reproduktion. En mand med mange koner kan potentielt producere mange børn, og i landbrugssystemer, hvor menneskelige ressourcer udgør de primære produktionskræfter, kan polygyne mænd udnytte mange kvinders og børns arbejdskraft. I polyandriske samfund, derimod, kan en kvinde typisk kun producere et barn per år, ligegyldig hvor mange mænd hun er gift med. Derfor finder man ofte polyandri i områder med knappe naturlige ressourcer, hvor det kan være fordelagtigt at begrænse antallet af børnefødsler, men samtidig sikre arbejdskraft gennem flere ægtefæller.

For det tredje kan polygami give øget adgang til sex for den fælles ægtefælle. Polygyni findes blandt andet i samfund, hvor kvinder forventes at afholde sig fra seksuelle relationer, umiddelbart efter at de har født et barn. Afholdenhedsperioder kan variere fra dage til år, og i samfund med meget lange forbudsperioder giver polygyni ægtemænd mulighed for at have seksuelle relationer med deres andre koner. Det har også været foreslået, at polygami giver adgang til et mere varieret sexliv. Den seksuelle variation er dog generelt ensidig og gælder kun for den partner, der har flere ægtefæller; med-koner og med-mænd forventes typisk kun at have seksuelle relationer med deres ægtefælle.

Udover kulturelle, sociale og økonomiske grunde til at praktisere polygami er der en del samfund, som tillader og praktiserer polygami af religiøse årsager. Det gælder ikke mindst mange muslimske samfund og befolkningsgrupper, der tillader polygyni. Fx i det multi-etniske og multi-religøse Malaysia er det tilladt for muslimske mænd at gifte sig med op til fire koner; for de ikke-muslimske befolkningsgrupper i Malaysia, såsom kristne og hinduer, er kun monogami tilladt.

Uformel polygami

Polygami praktiseres ofte uformelt, når en person er formelt monogam ifølge loven (de jure), men socialt de facto polygam ved at opretholde et eller flere forpligtende forhold ud over ægteskabet. Fx. i afrikanske lande som Ghana, der traditionelt har anerkendt polygyni, kan den sociale eller kulturelle accept af polygyni være for nedadgående, ikke mindst i byerne. Her kan mænd uformelt opretholde en polygyn livsstil uden at blive socialt eller juridisk straffet for det.

Grænsen mellem formel og uformel polygami er dog svær at trække, fordi definitionen af polygami er baseret på definitionen af ægteskab, som tværkulturelt findes i mange forskellige former. De fleste samfund i dag har juridisk sanktioneret ægteskaber med medfølgende forpligtelser og rettigheder, men der kan samtidig være traditionelle ægteskabsformer, som anerkendes socialt, men som ikke er formelt juridisk bindende. Det giver mulighed for de facto polygami.

Polyamori, forhold som involverer flere partnere, bliver til tider opfattet som uformel polygami. Der er dog stor formel forskel på at være gift med flere partnere og at have flere seksuelle partnere, som man ikke er gift med. I formelle såvel som uformelle polygame forhold er der typisk kun en person, som er gift med eller står i relation til de andre partnere; med-ægtefæller er som regel hverken gift eller har seksuelle relationer med hinanden. Ægteskab kan indgå i polyamorøse forhold, men her er relationerne generelt mangesidet, og kærlighed, sex og samvær søges typisk på tværs af partnerne i forholdet.

I polygyne ægteskaber, derimod, er det ikke ualmindeligt, at med-koner opfatter hinanden som rivaler for mandens opmærksomhed, og de kan opleve deres ægteskab som stressfyldt. Det gælder ikke mindst i uformelle polygyne forhold, hvor med-koner hverken socialt eller juridisk anerkendes som sådan, og hvor det heller ikke er ualmindeligt, at med-konerne ikke kender til hinandens eksistens.

Polygami i politik

Joseph F. Smith, hans koner og hans børn, cirka 1904.
Joseph F. Smith var leder af Mormonkirken fra 1901 til sin død i 1918. Her ses han med sine koner og børn omkring 1904. Han var gift med seks kvinder og fik 48 børn.

I den moderne antropologi er fokus primært på, hvordan polygami praktiseres, og mindre på tidligere tiders interesse for hvorfor polygami praktiseres. Der er blandt andet fokus på hvordan familieliv, følelser og kønsrelationer forvaltes i polygamien, samt på partnernes og børnenes mentale helbred. Andre fokusområder er polygamiens juridiske og politiske dimensioner, såsom kvinders og børns rettigheder, eller strategisk brug af polygami til at opnå privilegier i lokale eller nationale sammenhænge.

Et kendt eksempel er mormoner, der i små udbrydergrupper fra den officielle mormonkirke – som forbød polygami i 1890 – ulovligt praktiserer polygyni primært i Nordamerika. Deres forsøg på at italesætte polygami som en religiøs eller kulturel rettighed i formelt monogame samfund har ført til en række retssager i USA og Canada, med blandet udfald; det har historisk set været vanskeligt at retsforfølge folk for at være polygame.

Polygami i zoologi

I zoologien bruges polygam om arter, der har flere partnere i yngletiden; hos polygyne arter har en han flere hunner, og hos polyandriske arter har en hun flere hanner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig