Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nomader

Oprindelig forfatter KFer Seneste forfatter Redaktionen

Nomader. Karavane af rensdyrnomader. Nenetser, Jamalhalvøen.

Nomader. Karavane af rensdyrnomader. Nenetser, Jamalhalvøen.

nomader, vandrende hyrdefolk. Nomader er kvægavlere (pastoralister) med periodiske flytninger af hele hushold og deres dyr i årets løb. Deres livsform og udstyr er tilpasset de skiftende bosteder og transport på pakdyr eller evt. med lastbiler. De enkelte hushold, teltenhederne, har gennem deres tilhørsforhold til stammegrupper brugsret til græsning, vand og vandringsveje. Dyreholdet og dets udnyttelse varierer efter område, men omfatter fx geder, får, dromedarer, kameler, yakokser, heste og hornkvæg.

Ordet nomader kommer af græsk nomas 'græssende', genitiv nomados, af nomos 'græsning, græsgang'.

Nomadernes afhængighed af de omboende samfund afspejles i deres daglige kost (fx brød, dadler, sukker og te) og deres genstande i form af køkkengrej, værktøj, våben, smykker, sadler og klæder. Nomaderne har et udbredt økonomisk samkvem med de omboende samfund, og ud over deres indtægter via kvægholdet ernærer de sig ofte ved transportarbejde for fastboende og handel samt tidligere også ved inddrivelse af skat af karavaner, undertvingelse af oasesamfund og lejlighedsvis røveri. Nomaderne er bl.a. kendte for deres mælkeprodukter, vævninger og filt- og skindprodukter.

Der eksisterer adskillige typer af nomader: Den store gruppe er kvægnomaderne, der hører til i det tørre bælte af stepper, ørkner og bjergområder fra Atlanterhavet i vest til Kina i øst; i grænseegnene af disse områder og i bjergene konkurrerer nomader og agerdyrkere ofte om de samme arealer. Specielle er rensdyrnomaderne i det nordlige Eurasien. De bruger renen som trækdyr for slæder og som pakdyr, spiser dens kød, og anvender dens skind til bl.a. teltdug og dragter. I Skandinavien kender man til at malke renen ligesom i det sydlige Sibirien, hvor den også bruges som ridedyr.

Annonce

Især to boligtyper er almindelige: Det "sorte" telt, dvs. et barduntelt af vævet dug (sjældent skind), som ses i Nordafrika og Mellemøsten (blandt berberiske, arabiske, iranske, afghanske og visse tyrkiske folk samt i Tibet), og jurten, det runde filttelt med selvbærende skelet, der især anvendes af tyrkere og mongoler i Centralasien og har ligheder med rensdyrnomadernes telte.

Rensdyrnomade i Mongoliet, Hovsgol.

Rensdyrnomade i Mongoliet, Hovsgol.

Nomadebegrebet har også fundet anvendelse generelt om folkegrupper og individer, hvor mobilitet er et fremtrædende træk ved deres erhverv eller almene livsførelse som fx jægere og samlere, eller folk med en ikke-subsistensorienteret økonomi som sigøjnere o.a. Se også mobilitet.

Nomadisme

Indtil 1800-t., hvor kulturgeografer og etnografer begyndte udforskningen af nomaderne, blev den kvægavlende nomadisme opfattet som et stadium i menneskehedens historie mellem jagt og agerbrug. Geografer og etnografer har kategoriseret nomaderne som helnomader, der er rene kvægavlere med omfattende årstidsflytninger og med teltet som helårsbolig; halvnomader, der driver noget agerbrug ved siden af husdyrhold og har korte flytninger mellem vinter- og sommerbosteder og anvender telte en del af året; halvbofaste, der er agerbrugere med nogen kvægavl og har fast bopæl i vinterhalvåret og bor i telt om sommeren. Der er gradvise overgange mellem de enkelte former og ren bofasthed, og det udgør et kontinuum i tilpasning til naturgeografiske, sociale, politiske og økonomiske faktorer. Sammen med rensdyrnomadismen blev disse forhold inddraget i diskussionen om nomadismens oprindelse. Nu vides det, at rennomadismen er sen, eftersom renen først er tæmmet i det 1. årtusinde e.Kr., hvorimod geder og får hører til de tidligste husdyr fra 9000-7000 f.Kr., dvs. samtidig med de første spor af agerbrug i Mellemøstens bjergegne.

Med reference til omgivelserne tales der blandt helnomader desuden om steppenomader, dvs. busksteppens (og til dels græssteppens) fåre- og gedeavlere, der anvender dromedar eller kamel som pakdyr til regelmæssige årstidsflytninger mellem faste græsningsområder, og ørkennomader, dvs. nomader i de endnu tørrere egne med uregelmæssige vandringer, der har dromedaren som forudsætning for deres liv; den udnyttes her som malke-, last- og ridedyr og lejlighedsvis til slagtning og råmateriale i dagligdagens produkter.

Masaier med deres kvæg i Masai Mara i Kenya.

Masaier med deres kvæg i Masai Mara i Kenya.

Nomadekulturer manifesterer sig generelt ikke i selvstændige regionale enheder, men er regionale delkulturer, der er afhængige af bønder, håndværkere og handlende i landsbyer og byer. Dette har medført, at nomaderne ofte har samme kultur og sprog som de omkringboende folk, mens de i andre tilfælde tilhører helt forskellige folkegrupper. I årtusinder har nomader desuden levet i samspil med stater, som de lejlighedsvis har underlagt sig. Klimatiske forandringer, ufredelige tilstande, ødelæggelse af vandingssystemer og en svag stat kan fremme nomadismen, mens fred og kontrollerede tilstande under en stærk stat kan begrænse den; det ses fx i Nordkina, hvor grænsen mellem nomader og kinesiske bønder har vekslet gennem tiderne. Med statsapparatets svækkelse efter den islamiske revolution i 1979 skete en genopblomstring af nomadismen i Iran, ligesom det er sket i Afghanistan i 1980'erne i forbindelse med krigen dér. Men hovedtendensen er, at stadig flere enten tvunget eller frivilligt bosætter sig fast som agerbrugere. I Sovjetunionen, Den Mongolske og Den Kinesiske Folkerepublik organiseredes nomader i kvægbrigader under bofaste kollektivbrug med foder- og kornavl m.m., hvilket var en måde at sikre kvægavlen i et tørt og uforudsigeligt klima. Efter kommunismens fald i Mongoliet (i 1990) genopstod privatiseret nomadisme.

Danske etnografer og kulturgeografer har studeret nomaderne og deres kultur- og erhvervsændringer samt foretaget feltarbejde og indsamlinger i Vest- og Nordafrika, Arabien, Iran, Afghanistan, Mongoliet og Tibet for Nationalmuseet og Moesgaard Museum. 1993-2015 blev resultaterne udgivet i en bogserie under Carlsbergfondets Projekt Dansk Nomadeforskning.

Se erhvervskultur, karavane og pastoralisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Ferdinand: nomader i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132353