Kulturmaterialisme, teoretisk retning inden for antropologien, der især forbindes med analyser af amerikaneren Marvin Harris (1927-2001) fra 1960'erne og 1970'erne. Kernen i kulturmaterialismen er, at kombinationen af et samfunds teknologi og naturmæssige omgivelser bestemmer dets organisation af produktion og distribution, hvad der igen bestemmer de sociale gruppers organisation, hvilket igen bestemmer værdi- og trossystemerne. Tilsvarende opfattelser om end i noget mindre deterministiske udgaver blev udviklet inden for kulturøkologien.