Hellige køer, Køer og tyre symboliserer for hinduer det livgivende princip; dyrene knyttes sammen med guderne Krishna og Shiva, og det er en alvorlig religiøs forseelse at slagte og spise dem. Koens mælk, urin og gødning, som også er hellige, tillægges religiøst rensende kraft og indgår som centrale elementer i hinduistiske ritualer. I 1900-t. har koen spillet en væsentlig rolle i politisk, hinduistisk agitation, idet dyret er gjort til symbol på den indiske civilisations grundlæggende værdier. I Nepal og flere af Indiens delstater er det forbudt at slagte køer.