Enkebrænding, den indiske skik, at en enke bliver levende brændt sammen med sin afdøde mand på dennes ligbål, også kendt under betegnelsen sati (sanskrit 'ærbar hustru') eller den afledte engelske form suttee. Der findes vidnesbyrd om enkebrænding tilbage til midten af det første årtusinde f.Kr. Skikken er ofte blevet forstået som en offerhandling, hvorved enken sonede sine egne og afdødes synder og sikrede, at hun og manden sammen ville opnå evig lyksalighed efter døden. Der er dog eksempler på, at slægtninge har tvunget enken i døden for at undgå forsørgerpligt eller for at tilegne sig hendes arv. Skikkens udbredelse var stort set begrænset til samfundets elite, og selv her forekom den kun sjældent. Det britiske kolonistyre forbød enkebrænding i 1829. Der forekommer dog stadig enkelte tilfælde.