• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grønland - myter og sagn

Oprindelig forfatter BSon Seneste forfatter Bodil Hammer

Grønland. Amulet af ravneklo og -hoved, bundet sammen af en skindrem, 23 cm lang og indsamlet i Ammassalik i 1902. I brugen af amuletter, som skulle give magisk beskyttelse og støtte, blev drenges betydning som kommende fangere understreget. Man gav drenge amuletter, der skulle gøre dem til dygtige kajakroere, til dygtige slædekuske eller dygtige til at ramme mål og fortælle historier. Pigerne fik ligeledes — om end færre — amuletter, som skulle hjælpe til at gøre en pige til en dygtig syerske eller en god mor. Brugen af amuletter ligesom ordsprog og sange, myter og sagn afspejler forskellen i betydningen af hhv. det mandlige og det kvindelige i fangerkulturen.

Grønland. Amulet af ravneklo og -hoved, bundet sammen af en skindrem, 23 cm lang og indsamlet i Ammassalik i 1902. I brugen af amuletter, som skulle give magisk beskyttelse og støtte, blev drenges betydning som kommende fangere understreget. Man gav drenge amuletter, der skulle gøre dem til dygtige kajakroere, til dygtige slædekuske eller dygtige til at ramme mål og fortælle historier. Pigerne fik ligeledes — om end færre — amuletter, som skulle hjælpe til at gøre en pige til en dygtig syerske eller en god mor. Brugen af amuletter ligesom ordsprog og sange, myter og sagn afspejler forskellen i betydningen af hhv. det mandlige og det kvindelige i fangerkulturen.

Grønlænderne opdelte deres fortællinger i gamle og nyere, hvilket Knud Rasmussen oversatte til "myter" og "sagn". Forskellen var, at man kun kunne gøre rede for slægtskabet til de nyere fortællingers hovedpersoner. Desuden kunne de genfortælles mere frit end de gamle, hvis værdifulde viden fra forfædrene ikke måtte forvanskes og dermed gå tabt. Ligheden mellem en del af de gamle fortællinger fra Grønland og fortællinger fra inuit i Nordamerika vidner om fælles oprindelse, hvilket bekræftes af arkæologiske fund.

Indsamling

Grønlandsforskeren H.J. Rink, der 1853-68 virkede som embedsmand i Sydgrønland, og senere Knud Rasmussen indsamlede et enormt antal grønlandske fortællinger.

Rink mente, at grønlændernes fattigdom og passivitet på hans tid skyldtes den kristne missions undertrykkelse af deres traditionelle kulturarv. I tråd med samtidens interesse for national identitet og i håb om at kunne styrke deres selvagtelse opfordrede Rink derfor grønlænderne til at nedskrive deres fortællinger, hvoraf han udgav en del på både grønlandsk og dansk med grønlændernes egne illustrationer. Et mindre udvalg udkom på engelsk.

Annonce

Knud Rasmussen indsamlede 1902-32 et stort materiale fra hele Grønland, og meget af det blev nedskrevet af grønlændere. En del er udgivet i Myter og Sagn fra Grønland (1-3, 1921-25), og Knud Rasmussens oversættelser er mere tro mod den originale ordlyd end Rinks, der ofte var stykket sammen af flere beslægtede fortællinger.

Især det vestgrønlandske materiale er præget af elementer fra kolonitiden; det førkristne verdensbillede fremstår klarest i fortællingerne fra Øst- og Nordgrønland, hvor den egentlige kolonisation først fandt sted omkring år 1900.

Det traditionelle verdensbillede

Bag menneskenes synlige verden var en "anden", usynlig verden, som især angakokkerne, åndemanerne, der besad et særligt "indre lys", kunne se og berejse. Mange myter og sagn handler om denne usynlige verden og dens talrige væsner, inuat (inua i ental), der betingede livsvilkårene i den synlige verden. Inua kan oversættes til 'dens liv' eller 'dens person', og fx var vejrets inua et temmelig uberegneligt væsen, der ofte rasede i storme og hindrede fangsten. Vejrets inua får aldrig skikkelse i fortællingerne, hvorimod månens inua, Månemanden, der også havde afgørende indflydelse på grønlændernes liv, står klart tegnet. Hans forgæves jagt hen over himmelbuen efter sin tiltrækkende søster, Solen, afstedkom årstidernes og tidevandets skiften samt sælers kønsmodning, ligesom han var kilden til angakok-lærlingens indre lys. Undertiden kom han i egen person til stede under en åndemaning for at straffe tabubrud. En anden klar skikkelse var Havkvinden. Hun boede i sit hus, der var de større sælers moderhule, på havets bund. Også hun mindede i fortællingerne om de tabuer, der skulle overholdes, hvis sødyrene skulle genfødes. Fortællinger om angakokker og deres hjælpeånder skildrer bl.a. de omgangsregler, der sikrede begge parter mod sammenblanding af deres respektive verdener. I andre fortællinger, der mest foregår i den synlige verden, er temaerne mangfoldige, men amuletter og heksemidler er ofte afgørende for handlingens forløb.

Ud over at tjene som tidsfordriv i årets mørke tid forklarede de grønlandske fortællinger således, hvorfor verden var, som den var, hvordan man burde leve i overensstemmelse med dens gang, og hvordan man kunne udnytte dens mange muligheder til egen og andres gavn eller skade.

I moderne tid overleveres de grønlandske myter og sagn ikke længere mundtligt, men de har stadig en vigtig plads i grønlændernes identitet og som inspirationskilde for moderne grønlandske kunstnere.

Læs mere om Grønland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Sonne: Grønland - myter og sagn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86582

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Grønland - myter og sagn
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik