Inuit (Sprog), Inuit taler sprog, der tilhører den eskimoiske sprogfamilie i den eskimoisk-aleutiske sprogæt; nogle af disse sprog eller dialekter veg dog i 1900-t. næsten for engelsk.

Inuitterne taler dels inupik eller østeskimoisk, dels yupik eller vesteskimoisk, der omfatter flere sprog i Alaska og det nordøstligste Sibirien. Inupik omfatter en række indbyrdes nært beslægtede inuitsprog og dialekter, der tales fra Nordalaska til Østgrønland. Sproget har i sin tid bredt sig østpå fra Alaska til Grønland; her kan Thule-kulturens mennesker, der har talt inupik, påvises fra 1100-t.

Lydligt står inupik i Alaska, iñupiat, på et mere konservativt trin end dialekterne i Canada, inuktitut. Grønlandsk og især østgrønlandsk har fjernet sig mest fra det gamle fælles-inupik.

Inuitsprogs ordforråd er i vor tid stærkt præget af de lokalt dominerende sprog, i Alaska således af engelsk, i Grønland af dansk.

Se også eskimoisk-aleutiske sprog og grønlandsk.

Læs mere om inuit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig