Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

inuit (Kunst)

Oprindelig forfatter Meld Seneste forfatter Redaktionen

Fangerkulturen har gennem hele sin 4500-årige historie fremstillet brugsgenstande, hvor formgivning og dekoration udtrykte et behov, der rakte ud over den praktiske funktion. Yderligere er der fra de fleste regioner og perioder udgravet genstande, som i den vestlige verden har fået betegnelsen kunst, oftest udskæringer i ben, tand og træ. Disse småskulpturer, hvoraf nogle tolkes som figurer med magisk formål, andre som umiddelbare gengivelser af dyr og mennesker, er karakteriseret ved detaljerige, afrundede former. De synes skabt til at tages i hænderne og beføles og beskues fra alle sider. Fra de ældste kulturer er organisk materiale sjældent bevaret, men ornamentik og udskæringer antyder kunstneriske udfoldelser, som i Canada og Grønland træder klart frem i rige fund fra Dorset-kulturen. Omkring Beringsstrædet udvikledes i perioden fra Kristi fødsel til 500 e.Kr. kulturer, hvis gravpladser har bevaret de rigeste fund fra den eskimoiske fortid, navnlig udskæringer i hvalrostand. De udsmykkede brugsgenstande, masker og åndemanerudstyr viser påvirkning fra Sibirien og Kina.

Thule-kulturen, som bredte sig omkring 1000 e.Kr. fra Alaska til Grønland, markerede et brud ved genstandenes ensartede præg og få og forenklede prydelser og udskæringer. Skinddragterne har formentlig bedst præsenteret behovet for at forskønne hverdagen og fremhæve det lokale samfunds identitet. Enkelte fund som Qilakitsoq-mumierne antyder, at man ved snit og mønstre havde skabt en dragtkunst, der gik videre end de funktionelle krav.

Under betegnelsen traditionel eskimoisk kunst udvikledes i 1900-t. en meget forskelligartet produktion i inuitområdet med henblik på salg til den vestlige verden. I arktisk Canada fik nutidskunsten en opblomstring i 1950'erne. Skulpturer i fedtsten og grafik udført ved stentryk blev på få år en salgssucces, og i nogle årtier var flertallet af kvinder og mænd aktive kunstnere på de små bopladser. Det blev erkendt, at såvel stil som motiver savnede baggrund i den traditionelle kunst, men et relativt stort antal skulpturer og tryk er blevet stående som anerkendte kunstværker. Se også Grønland (billedkunst).

Annonce

Læs mere om inuit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Meldgaard: inuit (Kunst) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98983