• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

inuit

Oprindelig forfatter BWS Seneste forfatter Redaktionen

Inuit. I de egentlige fangerdistrikter flytter nogle familier stadig ud i telt om sommeren som her i Thuleområdet (1991). Livet på sommerfangstpladsen præges af både arbejde og fornøjelse. Kvinden skraber sælskind med sin ulo.

Inuit. I de egentlige fangerdistrikter flytter nogle familier stadig ud i telt om sommeren som her i Thuleområdet (1991). Livet på sommerfangstpladsen præges af både arbejde og fornøjelse. Kvinden skraber sælskind med sin ulo.

inuit, officiel fællesbetegnelse for arktiske folk i Alaska, Canada, Grønland og Sibirien, der tidligere har været kendt som "eskimoer". Betegnelsen blev vedtaget i 1977 på Inuit Circumpolar Conference og omfatter de indfødte folk, der taler sprog af den eskimoiske sprogfamilie, og hvis fjerne forfædre menes at være indvandret fra Asien via øerne i Beringsstrædet (se indianere). Inuit har tilpasset sig et liv langs de arktiske kyster, hvor de traditionelt har levet af fangst af havpattedyr suppleret med jagt i indlandet. I nyere tid har de som indfødte folk i forskellige nationalstater haft mange fælles problemer, som de bl.a. har søgt at løse ved at indgå i politisk samarbejde på tværs af statsgrænserne. Den anslåede inuitbefolkning tæller ca. 120.000 (omkring 1991): 40.000 i Alaska, 31.000 i Canada, 47.000 i Grønland og 2000 i Sibirien, Rusland. Hertil kommer ca. 17.000 bosat i byområder i Alaska og Canada samt i Danmark.

Ordet inuit kommer af grønlandsk, pluralis af inuk 'menneske'.

De traditionelle inuitsamfund

Tidligere levede de fleste inuit i mindre, isolerede landsbyer, hvis størrelse afhang af områdets resurser. En landsby havde normalt mellem 10 og 50 indbyggere, der var indbyrdes beslægtede; visse steder i Alaska rummede landsbysamfundene op til et par hundrede mennesker. Flere landsbyer indgik almindeligvis i en slags politisk, territorial og kulturel enhed, der adskilte den ene gruppe fra den anden. I begyndelsen af 1800-t. var der angivelig ca. 200 distinkte grupper i hele Arktis. Forholdet mellem grupperne var ofte anspændt og præget af mistro, men alligevel foregik der en vis samhandel. Plyndringstogter og egentlig krigsførelse forekom blandt flere grupper i Alaska.

Inuit boede almindeligvis sammen i udvidede familiegrupper; nogle steder boede flere sådanne familier sammen i fælleshuse eller huse forbundet med passager. Kun de centralcanadiske inuit benyttede snehytter som vinterbolig (se iglo). Andre steder var vinterhusene af tørv, sten og træ. Skindtelte blev brugt om sommeren, hvor landsbyens indbyggere ofte var splittet op i mindre enheder på flere bopladser. Sociale bånd blev knyttet gennem ægteskab, adoption, navnefællesskab, partnerskaber og konebytte, der skal forstås som en form for sideægteskab med gensidige vedvarende forpligtelser til at dele og beskytte. Ægteskab blev i reglen indgået uden ceremonier; flerkoneri forekom blandt storfangere og magtfulde mænd, og konflikter mellem mænd havde ofte rod i stridigheder om kvinder. Arbejdsdelingen var baseret på køn. Mænd stod for fangst af større dyr, tilvirkning af redskaber og bygning af boliger og både, mens kvinderne varetog tilberedning af byttet og føden, skindarbejde og indsamling.

Annonce

Autoritet afhang af både alder og køn. Åndemaneren havde en særlig status som forbindelsesled til åndeverdenen. Ekstraordinære personligheder kunne øve indflydelse, der rakte ud over den nære familie, og visse steder var lederskab mere formaliseret. I Stillehavsområdet i Alaska, hvor livsbetingelserne var relativt gunstige, gik høvdingeembedet i arv; her tog man også lejlighedsvis fanger, der blev holdt som slaver. Imidlertid er det ikke disse grupper, der har tegnet det generelle billede af inuit i den vestlige verden. Vores billede er skabt over de relativt egalitære centralcanadiske inuit, som udgjorde en meget beskeden del af de arktiske folk.

Mødet med europæerne

Bortset fra nordboerne, der var bosat i Sydvestgrønland fra kort før år 1000 og ca. 500 år frem, fandt de første spredte møder mellem inuit og europæiske hvalfangere og opdagelsesrejsende sted fra sidst i 1500-t. I 1700- og 1800-t. begyndte en mere ekstensiv udforskning af Arktis, som førte til øget kontakt mellem inuit og ekspeditioner, missionærer, handelsmænd, hvalfangere og pelsjægere. Befolkningen i Ammassalik i Østgrønland var den sidste gruppe, europæerne nåede frem til så sent som i 1884. Kun i Grønland blev der ført en isolationspolitik, der betød, at den danske stat bl.a. gennem et handelsmonopol havde en vis kontrol med udviklingen.

Kontakten med europæerne udsatte inuit for hidtil ukendte sygdomme, der mange steder fik epidemisk karakter og reducerede befolkningerne kraftigt. Med kontakten fulgte også en begyndende teknologisk og social forandring. Nye redskaber og handelsvarer medførte øget afhængighed af omverdenen og ændringer af de traditionelle samarbejdsformer og hjælpeforanstaltninger. Ændringernes karakter varierede dog lokalt, og på mere afsides steder opretholdt inuit en relativt traditionel levevis helt op til ca. 1950, da de nationale regeringer for alvor begyndte at gøre sig gældende. Der blev bl.a. etableret arktiske bysamfund, hvor folk flyttede til, lokket af statsstøttede boliger, skole, butik, sundhedsvæsen, socialhjælp, pension etc. Overgangen til dette nye, relativt nemme liv betød samtidig et farvel til den tidligere selvhjulpne livsform, hvilket gav anledning til store sociale problemer, som ikke blev mindre af nationalregeringernes bestræbelser på at "civilisere" inuitbefolkningerne.

Inuit i omkring år 2000

Inuit har omkring år 2000 i lighed med mange andre indfødte folk i stigende grad markeret deres kulturelle særegenhed i forhold til majoritetsbefolkningen i nationalstaterne. Hvor de tidligere blev opfattet som tilbagestående borgere i nationalstaten, fremstår de i dag som en særlig slags borgere med særlige krav og rettigheder til land, resurseudnyttelse og sprog. I Alaska blev spørgsmålet om de indfødte gruppers rettigheder aktuelt i 1960'erne, og i 1971 fik de med Alaska Native Claims Settlement Act tildelt landområder og en sum penge, mod at de afstod fra yderligere krav. Tilsvarende sager om krav på land er siden 1975 blevet afgjort i Canada; en aftale, der trådte i kraft i 1999, oprettede en canadisk delstat, Nunavut, hvor inuit udgør majoritetsbefolkningen. Etableringen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 er udtryk for samme tendens. Fælles erfaringer med statslige overgreb og trusler mod selve livsgrundlaget har affødt en politisk bevidsthed baseret på en fælles inuitidentitet, der overskrider traditionelle skel og mistro mellem de forskellige regionale grupper. Inuit Circumpolar Conference og Arctic Winter Games er eksempler på det politiske og kulturelle samarbejde.

Fra overvejende at være blevet forvaltet af andre administrerer inuit i stigende grad sig selv, hvad enten det er som lokalsamfund eller "stat i staten". Uddannelse, sundhedsvæsen, retssystem og nyhedsmedier er generelt set blevet stadig mere tilpasset lokale behov og underlagt en vis lokal kontrol. Nogle af de centrale problemer for inuitbefolkningerne i 1990'erne er manglen på uddannet arbejdskraft samt skabelsen af vedvarende arbejdspladser og et produktivt erhvervsliv i Arktis.

Sprog

Inuit taler sprog, der tilhører den eskimoiske sprogfamilie i den eskimoisk-aleutiske sprogæt ... Læs mere om inuit-sprog.

Religion

Trods de store afstande mellem inuit fra Sibirien i vest til Østgrønland i øst er der forbavsende mange fællestræk i deres religiøse forestillinger ... Læs mere om religion hos inuit.

Kunst

Fangerkulturen har gennem hele sin 4500-årige historie fremstillet brugsgenstande, hvor formgivning og dekoration udtrykte et behov, der rakte ud over den praktiske funktion ... Læs mere om kunst hos inuit.

Musik og dans

Fællestræk for den traditionelle musik i Grønland, Canada, Alaska og Østsibirien er den solistisk ledede sang, ledsaget af tromme(r) og ofte af dans ... Læs mere om musik og dans hos inuit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Wagner Sørensen: inuit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98977