Aleuter er et oprindeligt folk fra øgruppen Aleuterne. Dets traditionelle levevis havde mange lighedspunkter med inuitterne i Alaska og det nordøstligste Sibirien. Det var et fangerfolk, der ernærede sig af jagt på bl.a. sæl, havodder og søløve, men den russiske kolonisering af dets område i 1700-tallet medførte folkeflytninger og indskrænkede jagtmulighederne på de store søpelsdyr. I dag bor der nogle få tusind aleuter i det sydvestlige Alaska med tilgrænsende øer, hvor de lever af fiskeri. Mange tilhører endnu den russisk-ortodokse kirke.