Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aboriginere (Australiens aboriginere)

Oprindelige forfattere JLor, JPin, MBor og NiFo Seneste forfatter Redaktionen

Aboriginere. Aboriginer i Sydney-forstaden Redfern passerer et vægmaleri. Billedet er fra 2004, samme år som den australske regering opløste organisationen Aboriginal and Torres Strait Islander Commission (ATSIC), som var den største organisation for aboriginere. Den blev senere samme år erstattet af National Indigenous Council.

Aboriginere. Aboriginer i Sydney-forstaden Redfern passerer et vægmaleri. Billedet er fra 2004, samme år som den australske regering opløste organisationen Aboriginal and Torres Strait Islander Commission (ATSIC), som var den største organisation for aboriginere. Den blev senere samme år erstattet af National Indigenous Council.

Aboriginerne (aboriginals) formodes at være indvandret for omkring 40.000 år siden via Ny Guinea, og kulturen bærer præg af ekstrem isolation helt op til den britiske kolonisering, der indledtes 1788. Aboriginerne var opdelt i mere end 500 lokalgrupper med forskellige sprog med mange kulturelle fællestræk; de levede alle som samlere og jægere. Man skønner i dag, at den oprindelige befolkning op til koloniseringen var på ca. 750.000 individer, og disse havde et kontinent på ca. 7,5 mio. km2 til rådighed — et kontinent, hvis centrale og vestlige del ganske vist var udsat for voksende udtørring og ørkendannelse.

I kraft af deres isolation udviklede aboriginernes møde med europæerne sig til en af verdenshistoriens største demografiske katastrofer; især manglende immunitet over for Vestens sygdomme, men også direkte udryddelse fra britisk side mere end decimerede den indfødte befolkning, der i 1930 kun udgjorde ca. 40.000. Tallene er dog usikre, eftersom aboriginere ikke indgik i landets folketællinger før 1967. Siden 2. Verdenskrig er den indfødte befolkning vokset. Således var der i 2011 ca. 670.000.

Geografi

Aboriginerne kræver selvstyre over en række landområder i Nord- og Centralaustralien. Internationale organisationer og australske retsinstanser arbejder med disse spørgsmål, som bl.a. er inspireret af udviklingen i oprindelige folkeslags territorier andre steder i verden (Grønland, Canada). Hvilke landområder, det drejer sig om, og graden af selvstyre er der ingen afklaring på.

Annonce

De berørte områder ligger overvejende i Australiens allervarmeste og tørreste udkantområder; befolkningstætheden er lav, der er kun få og små byer, og vejnettet er ringe og usammenhængende. Naturen giver umiddelbart kun mulighed for lidt spredt kvægavl. De vigtigste indtægtsskabende erhverv, minedrift og turisme, beskæftiger kun få aboriginere. Økologiske skader (overgræsning, mineaffald) og øget turisme medfører konflikt mellem aboriginerne og den øvrige australske befolkning.

Aboriginerne har fået flag og nationalsang, selvom en egentlig national identitet ikke findes, da de spredtboende stammer er meget forskellige, sprogligt og kulturelt. Helligstedet Uluru (Ayers Rock) er både for de indfødte og de nye australiere et identitetsskabende nationalt symbol. Men for aboriginere er det forbudt at vandre på Uluru, og de ser derfor med misbilligelse på de tusinder af turister, der hvert år bestiger klippen.

Kultur og religion

Aboriginernes kultur blev lige efter koloniseringen opfattet som den mest primitive kendte kultur, men etnografiske studier fra 1880'erne og efterfølgende teoretiske værker af bl.a. Durkheim og Lévi-Strauss har vist, at den primært må anskues som ganske forskellig fra verdens øvrige kulturer. Den er derfor også vanskelig at beskrive i vestlig terminologi, men fundamentalt må den karakteriseres som holistisk.

Læs videre om aboriginernes kultur og religion.

Social organisation

Netop fordi den sociale organisation — ud over at regulere ægteskaber — i stor udstrækning også er et middel til religiøse mål og økologisk balance, fremtræder den meget kompleks. Aboriginerne betjener sig af et system af kategorier, der foreskriver, at hverken mænd, koner, børn eller forældre må tilhøre samme kategori. Derved deles samfundet i fire kategorier eller sektioner.

Læs videre om aboriginernes sociale organisation.

Kunst

Billedkunsten manifesterer sig i midlertidige rituelle sandrelieffer, der viser naturfænomener, eller i lignende symboler, skåret i hellige træer eller sten, kaldet churinga. Billederne viser tydeligt, hvordan aboriginere oplever det nære forhold til medmennesket og naturen helt anderledes end europæere. Aboriginernes billeder forstås ikke uden kendskab til deres holistiske livssyn.

Læs videre om aboriginernes kunst.

Musik

Sang og musik udføres typisk med kropsmaling og mimiske danse som en fortællende enhed, fx i de traditionelle stammeceremonier, som stadig fastholdes i nogle områder. Udførelsen illustrerer totemdyrene og deres rejser i drømmetiden, da de skabte landskabet. Sangene genfortæller myterne, skaber drømmetid i nuet og sikrer således kontinuitet med forfædrene.

Læs videre om aboriginernes musik.

Sprog

Før koloniseringen blev mere end 200 oprindelige australske sprog talt af 750.000 aboriginere, fordelt på ca. 500 stammer. Disse tal er siden stærkt reduceret. Før 2006 er ca. 130 sprog uddøde, mens 70 kun bruges eller kan huskes af ældre. Omkring 20 sprog læres af den opvoksende generation.

Læs videre om aboriginernes sprog.

Historie efter 1788

Englændernes kolonisering af Australien medførte en alvorlig trussel mod aboriginernes liv og kultur. Spørgsmålet om ejerskab til jorden var den centrale anledning til konflikt. For aboriginerne var individuelt ejerskab utænkeligt, mens englændernes forhold til jorden var baseret på europæiske idéer om privat ejendomsret. Kolonimagten anså den uopdyrkede jord for et område, den kunne give, sælge eller udleje (Terra Nullius). Ved at indhegne marker og holde bevogtede husdyr umuliggjorde kolonisterne aboriginernes traditionelle jagt og indsamling af føde.

Koloniseringen stred mod fundamentale aspekter i aboriginernes samfundsorganisation og førte da også til konflikter over det meste af Australien, efterhånden som kolonisterne trængte frem, og aboriginerne forsøgte at bekæmpe dem. I løbet af 1800-t. sejrede kolonisterne med deres våben og masseudryddelseskampagner, bl.a. Myall Creek Massacre. Kampagnerne var mest omfattende i Tasmanien og Queensland, og i Tasmanien hævdedes aboriginerne at være udryddet (se også Truganini). Også europæiske sygdomme og alkohol havde en katastrofal effekt. De overlevende var henvist — ofte ved lov — til reservater eller til slumområder uden for byerne og til lejre på de store kvægbrug, hvor de tjente som billig arbejdskraft eller til seksuel tilfredsstillelse for kolonisterne.

Da det i begyndelsen af 1900-t. blev klart, at aboriginerne ikke som ventet ville uddø, blev assimilering af aboriginerne til den europæiske livsstil efterhånden den officielle politik; børn blev fjernet fra deres aboriginske mødre og anbragt i familiepleje på institutioner med assimilering for øje. Megen lovgivning var stærkt diskriminerende mod aboriginerne, som ikke regnedes for australske statsborgere og derfor hverken havde stemmeret, ret til sociale ydelser eller til arbejdsretlig beskyttelse. Dette blev først ændret i løbet af 1960'erne (endnu senere i Queensland). Først fra 1967 blev de talt med i de australske folketællinger. Samme år ophørte regeringen med at tvangsfjerne aboriginske børn, og siden har mange af disse fjernede børn, "the stolen generation" ,kæmpet for at finde deres biologiske forældre.

Netop i 1960'erne genoptog aboriginerne deres kamp for egne rettigheder. Først drejede den sig om løn og levevilkår, men målet blev snart at genvinde noget af den tabte jord. Ved hjælp af strejker, demonstrationer, retssager og international omtale har aboriginerne opnået en vis retslig beskyttelse af deres hellige steder samt ejendomsret til nogle landområder. Den længe krævede og stærkt omdiskuterede nationale landrettighedslov, vedtaget af den føderale regering i december 1993, giver aboriginerne ret til at søge om ejendomsret til yderligere områder, især i Western Australia.

Generelt er aboriginerne stadig mindre privilegerede end andre befolkningsgrupper i Australien: dårligere helbredstilstand og boligforhold, lavere løn og højere arbejdsløshed. De udgør en uforholdsmæssig stor del af de indsatte i fængslerne, hvor de mange dødsfald blandt aboriginere igangsatte en offentlig debat og undersøgelse i slutningen af 1980'erne. Se også Australien (historie).

Nyeste historie

Kampen for at forbedre aboriginernes forhold er fortsat i årene umiddelbart før og efter 2000. Der er fire vigtige formelle milepæle i udviklingen siden 1990: For det første blev aboriginernes ejendomsret til landet før 1788 anerkendt ved en højesteretsdom i den såkaldte Mabosag i 1992 og stadfæstet i Native Title Act i 1993. For det andet gennemførtes 1987-91 en stor kommissionsundersøgelse af aborigineres død under forvaring efter arrestation. For det tredje gennemførtes 1995-97 en national undersøgelse, som viste omfanget af tvangsmæssig adskillelse af aboriginerbørn og deres familier 1910-70. For det fjerde blev der i 1991 nedsat et særligt forsoningsråd, Council for Aboriginal Reconciliation, som i 2000 aflagde rapport til parlamentet. Siden midten af 1990'erne er den for aboriginerne positive udvikling dog blevet mødt af en modreaktion formuleret af John Howards liberal-konservative regering og især af det populistiske parti One Nation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Lorentzen, Jens Pinholt, Merete Borch, Niels Fock: aboriginere (Australiens aboriginere) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31887