Hmong, miao, meo, sydøstasiatisk folkeslag. Hmong boede tidligere i Centralkina, men er blevet fortrængt til Kinas sydlige provinser (ca. 2,5 mio.) og til Vietnam, Laos og Thailand (ca. 1 mio.). De ernærer sig ved svedjebrug; opiumsvalmuer er en af hovedafgrøderne. Hmong har deltaget i adskillige oprør mod kinesiske kejsere, og efter 2. Verdenskrig kæmpede hmong i Fransk Indokina både i den laotiske frihedsbevægelse Pathet Lao og på den franske kolonimagts side. Senere lykkedes det CIA at mobilisere mange af dem i kampen mod Pathet Lao, og efter Pathet Laos magtovertagelse i 1975 flygtede over 100.000 hmong til USA. Hmong er organiseret i 12 klaner på tværs af landegrænserne. De opfatter sig som ét folk og har bevaret fortællinger om en legendarisk konge, som vil vende tilbage og samle hmong.

De er patriarkalske og praktiserer brudekøb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig