Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kalasha

Oprindelige forfattere AHyll, BSpe og JRisc Seneste forfatter Heegård

kalasha, etnisk-religiøs minoritet i Chitraldistriktet i NV-Pakistan. Kalasha er den sidste rest af det tidligere Kafiristan, 'de ikke-troendes land', som indtil 1896 også omfattede det nuværende Nuristan. Kalasha lever af sæterdrift og agerbrug (transhumance) med geder som det vigtigste dyr i produktion og religion, men også handel og penge fra migrationsarbejdere spiller en væsentlig rolle i økonomien. Kalashafolket tror på en skabergud og på mindre guddomme repræsenterede ved helligsteder i dalene. Verden er delt i rituelt rene og urene sfærer, og rituelle renselser er vigtige elementer i tilværelsen. Skovhugst med efterfølgende springfloder truer eksistensen.

Sprog

Kalasha eller kalashamon tilhører den dardiske sproggruppe af de indoariske sprog. Det tales af ca. 7000, hvoraf omtrent halvdelen tilhører kalashareligionen. Kalasha er nært beslægtet med nabosproget khowar. Den vigtigste dialektforskel findes mellem den sydlige Urtsun-dialekt og dialekterne i fire nordligere dale. Sproget har siden 1990'erne været genstand for dansk forskning. Se også indoariske sprog.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Birgitte Sperber, Jørgen Rischel: kalasha i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103139