Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vietnam - folkeslag

Oprindelig forfatter MGrav Seneste forfatter Redaktionen

Vietnam har officielt 54 nationaliteter inklusive kinh (viet), som udgør 87% af befolkningen. Reelt er antallet af etniske grupper noget større. Kinh var tidligere koncentreret i lavlandet, mens bjergene i nord og det centrale højland var beboet af etniske mindretal, som var relativt uafhængige. Efter 1975 skete der en omfattende indflytning af kinh i minoritetsområderne. Andre større befolkninger i lavlandet er kinesere (hoa) og khmerer (de to grupper udgør i alt ca. 1 mio.). I de nordlige, bjergrige provinser er de største etniske grupper tày og thái med hhv. 1,5 og 1,3 mio. I 1945 brugte den franske kolonimagt en del og hersk-politik og støttede en bestemt klan, Cam Lo-klanen i Lai Chau. Både tay, tai og andre mindretal som hmong (680.000) og dao (mien, 580.000) blev delt mellem kolonimagten og Viet Minh og senere mellem Nord- og Sydvietnam. I den sydlige del af landet findes ca. 120.000 cham, som var kernen i Champariget; de fleste er muslimer. I højlandet lever 12 større etniske grupper; jarai og êdê (hhv. 290.000 og 250.000) er kendt for deres matrilineære organisation, hvor de ældste kvinder har stor indflydelse. Siden 1990 har en protestantisk vækkelsesbevægelse bredt sig blandt mindretallene, og fx de kristne êdê venter på Jesu genkomst. Bevægelsen er forbudt og forfølges af myndighederne.

Læs mere om Vietnam.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Gravers: Vietnam - folkeslag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179992