Afghanistan - befolkning, Befolkningstallet anslås til 32,4 mio. (2015). I perioden 1978-2001 flygtede 5-6 mio., især til nabolandene Iran og Pakistan; mere end 30% af befolkningen blev enten eksterne eller interne flygtninge, og mere end 1 mio. blev dræbt. Siden Talebanstyrets fald i 2001 er mere end 5 mio. eksterne flygtninge og mere end 600.000 interne flygtninge vendt hjem, men i 2013 var der fortsat over 2 mio. afghanske flygtninge i udlandet.

Børnedødeligheden er 12%. Antallet af kvinder, der dør i forbindelse med barnefødsel, var tidligere blandt de højeste på verdensplan, men er i de senere år faldet markant og var i 2013 400 kvinder for 100.000 fødsler. Før krigen var befolkningstilvæksten 2,4% pr. år, mindre end i de fleste andre ulande. I 1960 var fødselsraten 7,7, og i 2015 skønnes den at være 5,3 med en anslået befolkningstilvækst på 2,8%. Familieplanlægning introduceredes i 1970'erne, men havde ret begrænset udbredelse. I dag anslås udbredelsen af svangerskabsforebyggelse af være 2-9%, hvilket er langt lavere end i nabolandene, og omkring 20% af befolkningen er under skolealderen (7-12 år).

Mere end 3/4 af befolkningen bor på landet, men byerne vokser kraftigt, især Kabul, som har oplevet en eksplosiv udvikling i befolkningstallet siden 1970'erne.

Befolkningen er opdelt i etniske grupper, og stammebevidstheden er stærk. Pashtunerne (pathanerne) udgør ca. 13 mio. og dominerer det politiske liv. Tadsjikerne på omkring 9 mio. er den næststørste gruppe. Desuden er der hazarerne (ca. 3 mio.) og mindre folkeslag som baluchere, turkmenere, usbekere og kirgisere.

Læs mere om Afghanistan generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig