Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tjetjenere

Oprindelige forfattere AHyll, HeKra og SH-L Seneste forfatter Redaktionen

tjetjenere, bjergfolk, der sammen med ingusjerne udgør vajnakhfolket. Samfundsstrukturen udgøres af taip, den regionale, ikke-hierarkisk opbyggede klan. Fra 1700-t. begyndte tjetjensk bosættelse i lavlandet nord for Kaukasusbjergene. Tjetjenerne blev kristnet i 700-t. og islamiseret under indflydelse af sufi-ordener under deres modstand mod Rusland i 1700-1800-t.

Sprog

Tjetjensk, på sproget selv nokhtjiin mwott, tilhører nakh-gruppen inden for de kaukasiske sprog og tales af ca. 1 mio., især i selve Tjetjenien og af flygtninge i naborepublikkerne, men også af mindre grupper i bl.a. Kasakhstan. Siden 1937 anvendes en modificeret form af det kyrilliske alfabet. Russisk tales som andetsprog af næsten alle tjetjenere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Helen Krag, Signe Holm-Larsen: tjetjenere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172615