Tutsi, nilotisk folk i Centralafrika, hovedsagelig i Burundi og Rwanda. De kvægavlende tutsier kom i 1400-t. fra Etiopien til deres nuværende områder og etablerede sig som feudalherrer over de jordbrugende bantufolk, hovedsaglig hutuer. De europæiske kolonimagter forstærkede de sociopolitiske modsætninger mellem folkegrupperne og styrede med hjælp fra tutsieliten i Rwanda og Burundi. Efter begge landes selvstændighed i 1962 er etniske konflikter blusset op med jævne mellemrum; de kulminerede med hutuernes mord på ca. 800.000 tutsier i 1994. Se også Burundi (historie) og Rwanda (historie).