Swazi, bantufolk i Swaziland og tilgrænsende områder i Sydafrika; antal ca. 2,5 mio. (2014). De lever af jordbrug og kvægavl; kvæget er et vigtigt statussymbol. Samfundet er hierarkisk, et såkaldt bantuaristokrati. Kongen var tidligere også det religiøse overhoved, og aristokratiske forfædre dyrkes stadig. Kristne missionærer har længe været virksomme blandt swazi, og ca. 75% er kristne; mange tilhører forskellige separatistkirker, som ledes af indfødte "profeter".