Beduiner, fællesbetegnelse for de arabiske nomadestammer, som oprindelig levede i Arabien, Syrien, det sydlige Jordan, Palæstina og Irak samt Nordafrika, hvor betegnelsen også bruges om de vestlige berberstammer (berbere).

Faktaboks

Etymologi
Ordet beduin kommer via fransk bédouin fra arabisk badw, pl. af badawi 'ørkenbeboer'.

Beduinerne var rangordnet efter herkomst og i henhold til de dyrearter, som var deres eksistensgrundlag. Ædlest var de stammer, der kunne føre deres slægt tilbage til de nordarabiske (Qaysi) eller sydarabiske (Yemini) stammer, og mest prestige blev tillagt kamelnomaderne, dernæst gede- og fårenomaderne og endelig kvægnomaderne. Beduinerne boede i sorte gedehårstelte og levede af produkterne fra dyrene, både til eget forbrug og til salg.

Mange beduiner, fx på Den Arabiske Halvø, indgik i blandede erhverv, der foruden dyrehold omfattede agerbrug og fiskeri, især det givtige perlefiskeri. Kontrol med og beskyttelse af karavanerne var også deres domæne.

Efter 1. Verdenskrig blev beduinerne underlagt politisk kontrol fra de nationale regeringer. Det begrænsede deres vandringer og de razziatogter mod andre stammer, der var et led i deres politiske praksis. Herefter gik de ind i handel og transport, og mange blev endog jordejere — for de velhavende altid kombineret med dyrehold og for de fattige med lønarbejde.

Beduinernes selvopfattelse er knyttet til de klassiske beduindyder som gæstfrihed, mod, generøsitet, ære og frihed; de holdes i hævd sammen med opfattelsen af politisk lederskab; stammens leder al-sheikh vælges, og beslutninger træffes efter rådslagning med stammen. Stammekriteriet er afgørende for alliancer både i ægteskab og i politik.

Siden slutningen af 1900-t. har fast bosætning været normen, og telt- og ørkenlivet er blevet en fritidsaktivitet. Beduinernes materielle kultur er anbragt i museerne, hvor badu (badw) på nostalgisk vis udstilles som hele nationens ædle oprindelse i ørkenlivet. Men for beduinerne er badu negativt. De opfatter sig selv som arab, 'ren araber', hvis identitet og loyalitet er med stammen og ikke med nationen; heraf er øgenavnet baduun 'uden' opstået i betydningen 'uden statsborgerskab'.

Se også Den Arabiske Halvø og nomadisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig