Kissi, folk, der lever i grænseregionen mellem Guinea og Sierra Leone i Vestafrika; antal ca. 800.000. Kissi lever primært af agerbrug med ris som vigtigste afgrøde. De anerkender patrilineær afstamning, men tillægger matrilaterale alliancedannelser stor ideologisk og praktisk betydning. Den politiske organisation er udpræget decentral og omfatter sjældent mere end nogle få landsbyer. Man finder blandt de sydligste kissi de indflydelsesrige såkaldte hemmelige selskaber.

I mange kissi-folks religiøse praksis indgår figurer i sten, statuetter med menneskelignende former i steatit eller sæbesten. Stenfigurer er usædvanlige i Afrika; disse er muligvis fundet på stedet, da kissi indvandrede. De såkaldte pomtan har cylinderformet krop med kugleformet hoved, mens nomoli har et stort ellipseformet hoved med frølignende ansigtstræk, påsat en mere plastisk gengivet krop i en spids vinkel. Begge typer skal beskytte jordens afgrøder og er derfor placeret i små helligdomme nær markerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig