Vuoksi, sv. Vuoksen, 140 km lang flod, der løber fra Saimaa-søen i det sydøstlige Finland til Ladoga-søen i Rusland. Den er Finlands vandrigeste flod og afvander et område på 52.800 km2. Højdeforskellen mellem de to søer, 70 m, udnyttes af tre vandkraftværker, bl.a. værket i Imatra, Finlands største. Tidligere udmundede en gren Vuoksi også i Finske Bugt ved Viborg (nuv. Vyborg) og floden var da et vigtigt alternativ til Neva som handelsled mellem Rusland og Vesteuropa.