Oulujärvi, (sv. Ule träsk) fladsø (gns. dybde ca. 7 m) i Nordfinland 80 km SØ for Oulu; 982 km2, landets femtestørste sø; men størrelsen afhænger af vandstanden på årstiden med alt fra 800-1200 km2. Elvene Kajaaninjoki (sv. Kajana älv) og Kiehimäjoki har udløb i søen, der har afløb i Oulujoki (sv. Ule älv) med udløb i Den Botniske Bugt ved Oulu (sv. Uleåborg). Langs dens bredder ligger en række fine badestrande, og der er en del erhvervs- og lystfiskeri. Den største ø i søen er Manamasalo (76 km2) , som er forbundet ved en bro i nord mod Melalahti og en kabelfærge i syd ved Alassalmi.