Maanselkä, lav landryg, der danner vandskel flere forskellige steder i landet, bl.a. i det nordlige Finland som vandskel mellem Den Botniske Bugt og Hvidehavet. Området er næsten ubeboet, men dets midterste og højeste parti, Saariselkä (nordsamisk Suoločielgi), besøges af skiløbere og fjeldturister; her etableredes i 1983 Urho Kekkonen Nationalpark. Vintersportstedet Saariselkä er et af Finlands største med både slalom- og langrendsløjper. Den finske turistbranche markedsfører det afsidesliggende fjeld Korvatunturi (483 m) på grænsen til Rusland som Julemandens bopæl.